Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup og kirkeblad for Beder sogn
Årgang 13 - nr.2 - Marts 2001


Blå mandag...

Personalegrupperne i Beder og Malling havde i december sidste år en fælles P-dag. På denne råkolde og triste vinterdag var Beder Fritids- og Ungdomsklub fyldt til bristepunktet af pædagoger med gode ideer om samarbejde de to byer imellem. To idéer skilte sig ud fra mængden. Et Blå Mandagsprojekt, som skal tage vare på vore kære konfirmander, og et avisprojekt, så forældre, børn og personale kan ytre deres personlige meninger om et aktuelt emne.

Dette er den første udgave af avisen. Den handler om den kommende kæmpefest i Beder (man. d. 14. maj fra kl. 20- 01).

Hvordan går det så med planlægningen af festen? - Johh, det går fremad! Vi har søgt penge hos 16 fonde. 2 af disse har takket nej, idet de har givet pengene væk til anden side. De 14 andre har ikke givet "lyd" fra sig og, som man siger: "Intet nyt er godt nyt"!!!! Vi har fået god respons på vores forældrebrev og vil i den forbindelse gerne benytte lejligheden til, at sige TAK til de forældre, som allerede har meldt sig til de små praktiske opgaver. Men vi kunne sagtens bruge flere kreative og arbejdsvillige forældre. Så ring til Malling FK/UK eller Beder FK/UK og meld jer, som "frivillig arbejdsbi". Dem af jer som har en venlig arbejdsgiver kunne måske opfordre ham/hende til at give os et sponsorat. Alle bidrag er meget velkomne.

Billetprisen bliver i øvrigt hævet fra 50 kr. til 100 kr. Vi gør dette, da fritidsklubberne i Solbjerg, Skåde og Mårslet ikke har ønsket at deltage i arrangementet. Det har naturligvis betydet en nedgang i antallet af deltagere. Der kommer max. 125 konfirmander, og da D.J. Alligator ikke arbejder gratis, har vi følt os nødsaget til at hæve billetprisen. Men 100 kr. er altså også meget billigt, når man tager følgende i betragtning: D.J. Alligator spiller op til dans! Kurt Ivans Vidner spiller søde sonater i romantiske omgivelser. Bustransport fra Århus til Beder hver 45. min. Sidst, men ikke mindst, befinder jeres børn sig i trygge omgivelser hele aftenen.

Vi betegner, indtil videre, "Den Gode Blå Mandagsfest", som en succes, og vi håber, at I vil tage Avisen til jer, så den kan vokse sig større og måske blive uafhængig af fællesbladet! Det er op til jer!

Venlig hilsen
Blå Mandagsgruppen


© Kommentarer om indhold til Webeditor, revideret 18. marts 2001

Fællesrådet Fællesbladet