Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup og kirkeblad for Beder sogn
Årgang 13 - nr.1 - Januar 2001


Familielegeplads på sportspladsen i Malling

Jørn Riis, Majsvænget i Malling, var den anden vinder af idékonkurrencen i efteråret.

Her beskriver han kort ideen om at etablere en familielegeplads på sportspladsen i Malling.

Jeg forestiller mig, at man kan etablere et lille samlet område, med en mængde muligheder for aktivitet for alle aldre. Ordene "familie" og "legeplads" skal forstås så bredt, som man overhovedet kan forestille sig. For mig betyder "familie", at der er noget for alle, men med det specielle signal, at man kan lave noget på samme sted og på samme tidspunkt selvom man møder op med en pige på 2 år, mor på 33 og naboparret på 70.

"Legeplads" er sted, hvor man kan mødes om en aktivitet, hvor det primære er at have det sjovt.

Hvorfor skal vi have en familielegeplads?

  • To af hovedtemaerne i den kultur- og fritids-politiske debat i øjeblikket er, at vi alle, men børn i særdeleshed, skal bevæge os mere, og at børn og voksne skal foretage sig noget aktivt sammen.
  • En legeplads vil være et uformelt samlingssted for områdets indbyggere (ligesom for samlings-huset var i meget gamle dage).
  • Stort eller lille projekt?

    Som udgangspunkt forestiller jeg mig egentlig et ret omfattende projekt med ny belægning på sportspladsens asfalterede område, så den f.eks. kan bruges til rulleskøjtehockey eller streetbasket. et over-dækket område med borde/bænke samt etablering af lidt dyrere aktiviteter (f.eks. stor klatrevæg, udbygget skateområde, beachvolleybane), Det er dog en dyr sag og kræver medfinansiering af andre.

    Man kan også lægge ud med at anlægge en familielegeplads indenfor de givne økonomiske rammer - enten som start til et større projekt eller som et selvstændigt og afsluttet projekt. Dette kunne eventuelt gennemføres delvist eller helt med frivillig arbejdskraft.

    Hvad kan den indeholde?

    Ja, kun fantasien sætter jo grænser og kommende brugere af legepladsen skal være med i idéprocessen, men nogle af mine ideer er:

    • bålplads
    • petanquebane
    • legeplads med masser af klatre- og balanceudfordringer (mest til børn)
    • klatrevæg
    • udbygning af mulighederne for tricks med rullesskøjter/skateboard (i tilknytning til den bestående rampe), gøre atletikfaciliteterne let tilgængelige, så man kan løbe, kaste med bold/slyngbold og springe længde, højdeog trespring
    • spilleplads med gamle lege, f.eks. so i hul, hesteskokast osv.
    • etablering af et skur, hvor det er muligt at låne lege-redskaber, f.eks. drager, frisbee til ultimate, petanquekugler, bolde til alle slags boldspil på plænerne, udstyr til softball, stopure, måle bånd osv.

    Er du interesseret i at være med, så kontakt

    Jørn Riis, Majsvænget 19, 8340 Malling
    Tlf.: 87 47 87 57
    e-mail: jriis@dadlnet.dk

    - og følg i øvrigt med i næste nummer af Fællesbladet.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, revideret 17. marts 2001

Fællesrådet Fællesbladet