Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 13 - nummer 2 - Marts 2001


Beder Sogn Kirkenyt

KIRKENYT

Velkommen

Et ønske er blevet opfyldt. Vi får en hjœlpeprœst. Den 1. april indsœttes pastor Emmy Haahr Jensen i embedet i Beder og Malling ved gudstjenesterne den dag. Jeg kan sige, at vi får en dygtig og meget kompetent prœst til sognet, som jeg ser frem til at have et godt samarbejde med. Emmy Haahr Jensens erfaring fra forskellige sogne vil vi uden tvivl kunne drage stor nytte af. Der skal herfra lyde et velkommen med håbet om et godt samarbejde til glœde og gavn for alle parter.

Klausager

Pænt goddag!

pastor Emmy Haahr Jensen

I anledning af udnævnelsen til den nye præstestilling i Beder og Malling sogne er jeg blevet bedt om at præsentere mig selv for kirkebladets læsere.

Jeg er født på landet, på en gård i Østhimmerland. Min far var landmand og min mor var organist i to små kirker. Vi er fire søskende, tre piger og en lillebror.

Efter studentereksamen og efterfølgende rejser samt forskelligt erhvervsarbejde, stod det hurtigt klart for mig, at jeg ville læse teologi.

Midtvejs i studiet mødte jeg min mand, Knud-Erik Bager Jensen, som også læste teologi. Vi giftede os i 1974. Efter afsluttet embedseksamen søgte han embede i Vinding-Skærup sogne, syd for Vejle. Der fik vi 13 dejlige år på landet, og her er vore tre børn, Anders, Birgitte og Marie født. I de år var jeg hjælpepræst for provsten over Fredericia provsti, og tillige konstitueret sognepræst i Sct. Johannes sogn, Vejle.

Vi var meget glade for at være præstefolk på landet, men vi havde dog alligevel en mening om, at det var godt også at se og prøve noget andet. Så da stillingen som sognepræst ved Frederikskirken i Skåde blev ledig i 1991, søgte og fik min mand den, og vi har lige siden været glade for at være her i den sydlige udkant af Århus.

Ret hurtig efter Knud-Eriks ansættelse fik jeg arbejde som hjælpepræst hos provsten i Århus Søndre Provsti, Marie Andreasson i Tranbjerg. Der fik jeg syv gode år, men måtte forlade stillingen med udgangen af maj 1998, da Marie Andreasson trak sig tilbage. I samme periode har jeg været ansat i Ravnsbjerg sogn, dels som medarbejder ved Stiftscentralen, og dels som hjælpepræst ved Ravnsbjergkirken.

Da min mand var blevet udnævnt til provst, flyttede vi fra Hørhavevej 45 til Ny Moesgårdvej 23 - og siden da har jeg haft skiftende vikariater på landet og i byen, sidst i Viby fra marts 2000. Og selv om det kan blive til et lidt omflakkende liv, er det både inspirerende og lærerigt at møde nye mennesker og nye skikke, og jeg er fuld af beundring over det store arbejde, der gøres rundt omkring i de forskellige sogne af såvel lønnede og ulønnde medarbejdere. Min oplevelse er, at folkekirken er en særdeles levende størrelse, og at der arbejdes med stor fantasi og kreativitet. Gang på gang må jeg konstatere, at der er mange måder at være kirke på, og at det er godt sådan.

Nu er jeg så ansat hos jer i Beder og Malling sogne, og det er jeg enormt glad for. Jeg kender lidt til begge sogne og de to sognepræster, Knud Klausager og Finn Malthe Madsen, og jeg ser frem til et godt og frugtbart samarbejde med dem begge, samt med menighedsrådene og alle ansatte ved de to kirker.

Jeg takker begge præster og menighedsråd for den store tillid, I har vist mig ved at vælge mig som jeres præst, og jeg glæder mig til at arbejde og færdes rundt om i de to sogne og møde mennesker, både i kirkerne og i andre forskellige sammenhænge, som I allerede er vant til det.

Emmy Haahr Jensen.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, revideret 19. maj 2001

Fællesrådet Fællesbladet