Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup og kirkeblad for Beder sogn
Årgang 13 - nr.2 - Marts 2001


Grøn Guide

Grøn Guide

Grøn Guide projektet i Århus Syd er nu godt i gang med sit andet år. Der er lavet årsrapport for det første år, hvor der bl.a. var kampagne om miljø-venlig have, og "Ta´ cyklen til de korte ture". Kontoret på Beder-Malling Bibliotek blev etableret, og vi havde træffetider i Mårslet og Solbjerg. Der blev lavet artikler, brevkasse og hjemmeside og lidt undervisning. Det lokale netværk udvikles også løbende, og der er kommet gang i muligheden for at genbruge ting direkte på genbrugsstationen på Nymarksvej.

Der har været samarbejde med de øvrige grønne guider i Århus bl.a. om kompostdag og DGI-stævne i Skæring. Grøn Guide Århus Syd har været med til at igangsætte et projekt, der skal forbedre mulighederne for affaldssortering i boligforeninger, og vi har været med til at evaluere Århus Kommunes Agenda 21-arbejde i et EU-projekt. Alt i alt synes vi, der er sket en hel del. Har du lyst til at læse nærmere om det, ligger teksten fra vores årsrapport på hjemmesiden www.BMA.dk/groen/guide. Du kan også få en papirudgave på biblioteket eller kig op til os på 1. sal.

Lokale miljøgrupper

Et af punkterne i vores arbejdsprogram for 2001 er, at vi gerne vil have etableret miljøgrupper i de seks lokalområder, som projektet dækker. Der er allerede en aktiv miljøgruppe i Mårslet og en i Beder-Malling er godt på vej.

Efter det meget lille fremmøde, da miljøgruppen i Beder-Malling holdt sit første møde i februar, besluttede de, at det skal være en projektorienteret miljøgruppe, og første projekt er at etablere en skovlegeplads.

20-30 mennesker mødtes i den anledning i Fløjstrup Skov midt i februar en flot, klar solskins søndag, og det var ikke ideer til, hvad der skal laves i legeområdet, der manglede. Så her kommer miljøgruppens fremtidsplan.

Skovlegeplads

Første møde om skovlegepladsenFørste møde om skovlegepladsen

Vi bygger snart en legeplads i Fløjstrup Skov. Det er alle i den nystartede miljøgruppe under Fællesrådet enige om. Legepladsen skal ligge i den sydlige ende af skoven. Der er bøgetræer, gran, en bæk, et krat, en skrænt ned mod havet - og så er der allerede etableret en grillplads med havudsigt.

Målet er at etablere legepladsen i løbet af en weekend i maj. Lige nu bliver der tegnet og søgt om tilladelse. Skovfogeden er positiv overfor vores plan. Det er et projekt for hele familien. Vil I være med, er I velkomne til at kontakte Marianne Rasmussen tlf. 8693 8023.

Du er altid velkommen til at kontakte Grøn Guide enten på biblioteket eller på telefon: 86 93 86 71 eller på mail: birtebgg@post8.tele.dk eller guide@image.dk


© Kommentarer om indhold til Webeditor, revideret 18. marts 2001

Fællesrådet Fællesbladet