Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup og kirkeblad for Beder sogn
Årgang 13 - nr.2 - Marts 2001


Bekymret over lokalplan 613

Af Margrethe Bogner, Hørret Byvej 13, Mårslet, medlem af Århus Byråd (A), næstformand i teknisk udvalg, næstformand i økonomiudvalget

I Den Socialdemokratiske Byrådsgruppe ser vi med bekymring på den udstykningsplan, som rådmand Hans Schiøtt har fremlagt til bebyggelse ved Fløjstrupvej.

Vores bekymring går hovedsageligt på at:

  • området ligger indenfor den 300 m beskyttelseszone, som byrådet selv anbefaler som minimum
  • set i forhold til vandværksboring og Malling vandværks eneste boring ligger midt i området.
  • området er klassificeret som særligt sårbart drikkevandsområde, med et meget tyndt lerlag
  • amtet har i regionplanen taget forbehold netop for dette område, også under henvisning til den ringe grundvandsbeskyttelse
  • bebyggelse vil være med til at gøre Beder-Malling sammenhængende, og det er i direkte modstrid
  • med kommuneplanens intentioner om at holde byerne adskilte.

Desværre har vi kun 13 medlemmer ud af byrådets 31, men vi har da begrundet håb om, at SF, De Radikale samt Enhedslisten er enig med os i, at denne plan ikke er nogen god plan.

Det er for øvrigt en fornøjelse at være vidne til, hvorledes man bl.a. fra Fællesrådets side er gået aktivt og konstruktivt ind i denne udstykningssag og meget sagligt og vedholdende argumenteret for, at man også lokalt er bekymret for forurening af drikkevandet.

Arealet blev i kommune-planen udlagt til byvækstområde, men det var inden Århus Amt og Århus Kommune i fællesskab har kortlagt de sårbare drikkevandsområder. Århus Byråd har også efterfølgende vedtaget principper for inddragelse af nye byvækstområder, hvor udgangspunktet er, at områder ikke placeres i kilde-pladszoner, sårbare områder med særlige drikkevandsinteresser eller i vigtige sårbare områder med drikkevandsinteresser.

(Århus Byråd vedtog på mødet 7. marts at udsætte beslutningen om boliger eller ej på området nord for Fløjstrupvej og sagen er nu sendt til teknisk udvalg, red.)


© Kommentarer om indhold til Webeditor, revideret 17. marts 2001

Fællesrådet Fællesbladet