![]() |
Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup og kirkeblad for Beder sogn Om skærver, fortove og hækimperialisme - og krav til sig selvAf Ole Fendinge Olsen, Eghovedvej 59, Malling Fællesrådet er et godt forum for områdets borgere og for dialog og samarbejde med Århus Kommune om områdets udvikling, pleje og vedligeholdelse. Jeg oplever, at Fællesrådet har til opgave at "tale" med både borgere og kommune - i en dialog med gensidig respekt og gensidige krav. Min henvendelse omhandler krav til "os selv" og til Århus Kommune. Asfaltering af kommunevejeFløjstrupvej blev i efteråret asfalteret med nyt slidlag af nedkørte skærver. Det er en velkendt dårlig midlertidig løsning med ringe holdbarhed. Og resultatet var endog meget dårligere end normalt. Hulningerne i vejbelægningen blev yderligere forstørret, medførende endnu større vandpytter, der blev slynget op på gående på fortovene. Belægningen medfører betydelig øgning af støjbelastningen. Samtidig medfører denne form for belægning et utal af stenslag på biler, cyklister og gående i flere uger. Der blev aldrig fejet med fjernelse af ikke nedkørte skærver. Der ligger ved Bredgade fortsat mange sten, der fortsat medfører stenslag i ruder og lak på biler. Og her i vinter er skærverne allerede ved at løsne sig flere steder. Jeg ved fra mit eget kommunale arbejde, at belægning med nedkørte skærver er en dårlig og i sidste ende dyr løsning. Og det er jo os selv, der skal betale. Så hellere god kvalitet og færre problemer i fremtiden. Fej for egen dørDet er godt at stille krav til andre - og sig selv. I de 24 år, vi har boet i Malling, er renholdelse af fortove, stier og veje blevet konstant dårligere. I perioder ligner området en "svinesti" med sand, jord, papir og andet affald og ukrudt. Det må være en fælles opgave - og krav til hver enkelt grundejer og Århus Kommune - at feje for egen dør. Specielt når problemerne kan løses med små midler - kost, skovl og håndkraft. Det skal bare gøres ofte nok. Århus Kommune har meget betydelige muligheder for at bruge vedligeholdelse og renholdelse som arbejds-træning og aktivering. Det meste gartnerarbejde, malerarbejde og andet håndværkerarbejde omfatter også vedligeholdelse. HækimperialismeFlere og flere grundejere udvider egen grund ved som imperialister at lade hække og anden beplantning i skel vokse længere og længere ud på fortove og stier. Mange steder i Malling er fortovene blevet urimeligt smalle på grund af voluminøse hække og andre beplantninger. Mange steder kan to voksne ikke gå hånd i hånd ved siden af hinanden, eller også kan en forælder ikke gå med barnevogn og et barn ved siden. Det kan godt være, at venlige anmodninger kan få mange grundejere til at klippe hæk helt ind til skel. Men der vil nok også være behov for, at Århus Kommune træder i myndighed og klipper hæk eller rydder bevoksninger for grundejernes regning. For alles sikkerhed og sundhed bør det ikke bare være muligt men også et fælles krav, at vi kan gå med god plads på alle fortove - og samtidig med god motion nyde områdets skønhed og komme i godt og glad humør. |
|
© Kommentarer om indhold til Webeditor, revideret 17. marts 2001 |