![]() |
Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup Om grundvand, Malling Skole og byvækstKommunens embedsmænd har nu behandlet de mange høringssvar til kommuneplanen fra vores lokalområde. I alt har de skrevet 69 sider, der vedrører vores område, og det vil jeg prøve at opsummere her. Har du lyst til at læse mere, kan du finde samtlige 69 sider på www.bma.dk. Af Jens Peder Kristensen, Fællesrådets forretningsudvalg, Planlægning og Udvikling Ikke forstæderFællesrådet har sagt til kommunen, at vi ikke synes, byerne Beder og Malling skal kaldes "forstæder", da vi i lokalområdet lægger vægt på, at det er selvstændige oplandsbyer. Kommunen foreslår nu, at det fremover hedder "byerne i det åbne land". De skriver, at disse bysamfund skal bevares som et selvstændigt byområde klart adskilt fra andre byområder af natur- eller landområder. GrundvandetFællesrådet, personer i lokalområdet og Århus Amt har ønsket stramninger i kommuneplansforslagets beskrivelse af grundvandsbeskyttelse. Kommunen foreslår dette imødekommet blandt andet med omtale af indsatsplaner for at beskytte grundvandet og en tekst, hvor der står at "ved lokal-planlægningen skal der fast-lægges bestemmelser for anvendelsen, som sikrer, at områder ikke anvendes til formål, der kan øge risikoen for grundvandsforurening". Det ser ud som om, man for området langs Fløjstrupvej afventer byrådets beslutning om den videre skæbne for lokalplan 613. En Beder-tømrermesters klage over, at et område øst for Beder kirke ikke længere planlægges bebygget, er ikke imødekommet af hensyn til grundvandet. Malling SkoleMange indlæg har problematiseret kommunens styring af byvækst i forhold til skolekapacitet. Kommunen foreslår nu med fire siders ny tekst i kommuneplanen, at vi må acceptere, at Malling skole i en periode kan blive mere end tre-sporet. Der står dog som en trøst, at "Såfremt der alligevel ud fra andre hensyn ønskes etablering af nye boliger i områder med fuld udnyttelse af den kommunale kapacitet, må dette ske i en planlagt sammenhæng med udbygning af serviceudbuddet." Det må læses som om, at vi ikke fremover skal se lange ventelister til institutioner og mange vandreklasser på skolen, fordi man vil bygge ud hurtigt, hvis det bliver nødvendigt. Noget andet er så, om denne målsætning også bliver fulgt. Malling SydDe mange indlæg om byvækst i Malling Syd og lossepladsen ved Starup har fået kommunen til at reducere i de langsigtede perspektivarealer for byvækst ved Starup, men ellers har de fastholdt byvækstområderne i Malling Syd uændret. Reduktionen i perspektivarealerne skyldes, at de er nødt til at fastholde muligheden for, at der kan etableres et affaldsdepot i Starup. Aktuelt har kommunen dog en affaldsaftale med Djurs-land, som kun kan opsiges med 10 års varsel, så vi vil vide i god tid, hvis der kan blive tale om konkrete planer om en ny losseplads i Århus Kommune. Århus Amt har anket over problemet med betjening af nye byvækstområder i Malling Syd. Århus Sporveje har sagt, at problemet burde kunne løses med et nyt standsningssted for Odder Banen. Seniorboliger ved Brugsen For området øst for Brugsens parkeringsplads foreslår man, at Beder-Malling Boligforenings ønske om at få mulighed for at bygge seniorboliger imødekommes. Der vil være meget let adgang til indkøb for seniorer. Samtidigt vil en grøn kile langs jernbanen kunne etableres, hvorved der bliver bedre offentligt adgang til de grønne områder længere mod øst. |
|
© Kommentarer om indhold til Webeditor, revideret 06. august 2001 |