Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 13 - nummer 4 - August 2001


Status på lokalplaner

Hvor Beder ikke for tiden har nogen lokalplaner på vej, så kommer der hele tiden nye til i Malling. Lige nu er der fire lokalplaner under udarbejdelse, og dertil kommer een overordnet handlingsplan og et ombygningsområde. Hertil kommer så planerne for Malling Syd omtalt andet steds under kommuneplanen.

Af Jens Peder Kristensen, Tovholde for planlægning og udvikling

Lokalplansforslag 613 (den ovenpå grundvandet langs Fløjstrupvej) er nu røget tilbage til embedsmændene, som skal se på hvad en eventuel erstatningssag kan koste kommunen, samt mulighederne for at flytte Malling Vandværks boring.

Lokalplansforslag 646 ved Nyvej har overhalet 613 og er nu sendt i offentlig høring. Der er høringsfrist helt frem til den 29. august 2001 i alt 10 uger pga. sommerferien. Illustrationen overfor viser hvordan bygherren forestiller sig bebyggelsen kan se ud. Der er tale om 20 boliger, som er placeret under hensyn til det stærkt skrånende terræn. Fællesrådets forretningsudvalg har tidligere nævnt at nye boligudbygningsområder skal følges at stiadgang til hovedstisystemet, og det gælder i aller højeste grad også for området ved Nyvej og hele Malling vest . Hvis du vil se hele lokalplanforslaget kan du købe den hos Kommuneinformation for 50 kr. Kan du leve med en lidt dårligere kvalitet, så kan du finde den på Internettet under www.bma.dk.

Som noget helt nyt er der nu en lokalplan på vej på den gamle Vixor grund (også kaldet Dancake grunden) bag ved tanken mellem Holm-skovvej og Gml. Østergårdsvej. Et privat byggefirma har anmodet om udarbejdelse af lokalplan.

Hensigten er at muliggøre en omdannelse til butiks- og boligformål. For området udarbejdes en samlet bebyggelsesplan, der tilpasses stationsbykarakteren og bidrager til en styrkelse af bymidten.

Der er også en lokalplan på vej omkring Stationspladsen i Malling. Det er primært omkring de gamle Råd og Dåd bygninger, at der nu skal til at ske noget. Hvad der konkret skal ske med området står meget åbent, men det er et meget centralt område for Malling by, så udviklingen i netop dette område have stor betydning for hvordan vi kommer til at opleve byen.

For at kunne se hele området omkring Stations-pladsen i en bredere sammenhæng har Byplanafdelingen ved Århus Kommune også planer om at udarbejde en slags handlingsplan eller idékatalog for området. Det er ikke mindst aktuelt fordi Banestyrelsen pusler med planer om at lukke Gl. Østergårdsvej ved baneoverskæringen. En lidt mærkelig idé som vil dele det vestlige Malling op i to halvdele. Det er dog ikke til at finde ud af om Bane-styrelsens forslag er noget vi fra lokalområdet skal tage seriøst eller blot grine af.

Som det sidste der skal nævnes her, så er der overvejelser om at bygge 8 rækkehuse syd for lokalplan 646 området. Ifølge kommunen har ejeren ikke pt. anmodet om en lokalplan for området.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, revideret 05. august 2001

Fællesrådet Fællesbladet