Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 13 - nummer 4 - August 2001


Læserbrev:

Netto og trafikkaos

Af Heidi Theilmann, på vegne af beboerne på Kristiansgårdsvej

Køer ved netto

Netto åbnede i Beder onsdag d. 13 juni, 2001, og som beboer i byen er jeg selvfølgelig glad for flere indkøbsmuligheder. Nyhedsinteressen har været stor for det nyåbnede discountmarked, og mange handlende er kommet til byen for at "afprøve" de nye muligheder for indkøb. Og rart er det at se så mange mennesker komme til byen.

Desværre skaber det parkeringskaos, da Netto desværre kun har haft plads til ca. 35 p-pladser, hvilket ikke er nok, når folk fra nabobyerne også kommer for at handle billigt. Jeg, sammen med mine naboer, bor desværre på Kristiansgårdsvej, der er den lille vej, Netto er bygget på. Vores lille vej er blevet forvandlet fra en stille villavej, til en ekstra parkerings-plads for handlende. Hele dagen holder der biler op ad vejen, og folk kan til tider hverken komme frem eller tilbage, næsten uanset hvilken transportform, de er kørende i. Problemet er dog størst i tidsrummet 15.00 til 17.30. Og for os der bor på vejen, er de bekymringer, der var før byggeriet, kommet til en realitet. Ud over at det virker forstyrrende på den fred, vi før havde på vejen, er Kristiansgårdsvej en lille vej. Den vil ikke kunne bære al den trafik, og udsigten til at kunne få lagt ny belægning på vejen, når dette er nødvendigt, ser jeg ikke som en mulighed, da vejen netop er så lille, som den er, og fra kommunens side ikke vil få førsteprioritet.

Det var i byggeplanerne i sin tid meningen at lukke vejen, men da indkørslen til Netto af den grund skulle rykkes fem meter tættere på krydset ved Byagervej og Beder Landevej, fandt man fra Fællesrådets side, at dette var en farlig løsning. Det er muligt, det er det, men der skal findes en løsning på parkeringsproblemet. Vi, der er bosiddende på Kristiansgårdsvej, ser kun problemet løst ved en aflukning af vejen i enden ved Netto. Vi har, som naboer til et discountmarked som Netto, indset, at den fred, vi oplevede før bebyggelsen, er slut. Men vejforholdende er heller ikke til den trafik, der nu er opstået.

Så vi anmoder jer om at tænke på dette, næste gang I kører i bil til Netto, for at handle.

Vi har endvidere lavet en underskriftindsamling, som forhåbentlig vil hjælpe os med at få vejen lukket.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, revideret 05. august 2001

Fællesrådet Fællesbladet