![]() |
Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup Pænt, billigt og brugbart
Piger fra Beder Skole afprøver ‘den nye’ sti i parken. Hvad sker der på stierne i Engdalgårdsparken/Skoleparken i Beder? Af Lisbet Fruelund Poulsen, redaktionen Henning Looft fra Århus Kommunes Naturforvaltning svarer klart og tydeligt: - Vi laver et bedre tilbud for færre vedligeholdelseskroner, og så ser det pænere ud. Når kommunen ikke ønsker at bruge Round-up i byens parker, så må der andre tiltag til. Et af disse kan vi se resultatet af i Engdalgårdsparken, i folkemunde kaldet Skoleparken eller blot Parken, hvor Naturforvaltningen i disse dage er ved at lægge sidste hånd på en renovering af stierne. Væk er de gamle fliser med ukrudt imellem, og ind er kommet et lag flydende asfalt med et lag knust granit ovenpå. I de første uger vil det øverste lyse stenlag ligge løst, men det er meningen, at det skal trædes fast i underlaget, hvorefter det løse lag fejes væk. Dermed bliver stien stabil og belægningen skylles ikke af i regnvejr eller i tøperioder. Ved at fjerne fliserne fjernes også ukrudtets mulighed for at gro i revner og sammenføjninger. På denne måde skal der ikke bruges arbejdskraft eller pesticider for at fjerne ukrudtet, hvorved der spares på skattekroner og miljøbelastning. Men – hvad nu med snerydningen i parken? Men – hvad nu med cyklisterne, der kører på cykler med meget smalle dæk? Men – hvad nu med vedligeholdelse? På min søndagstur i parken mødte jeg flere borgere, der benytter området jævnligt. Deres mening om den nye belægning er overvejende af positiv karakter, især synes de, at de lyse sten ser naturlige ud og passer godt til området. Belægningen er god for de gående, da underlaget er knapt så glat at gå på i forhold til de gamle fliser. Min cykels dæk var ikke så begejstrede for det tykke lag sten, der dækkede stierne nogle steder, men i det store hele er Engdalgårdsparken et smukt sted at opholde sig med kuperet terræn, den rislende bæk og træer med løv i efterårsfarver, så hermed en opfordring til at gå en tur, se resultatet og trampe de løse sten ned i det let klistrende underlag! |
|
© Kommentarer om indhold til Webeditor, revideret Opdateret d.17.11.2001 |