Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 13 - nr.6 - November 2001


Nye muligheder med Lokal Hukommelse

Af Jørgen F. Bak, redaktionen for Lokal Hukommelse

Vor lokale hjemmeside, www.bma.dk, er under fortsat udbygning og forbedring. Hvis du ikke har kigget på den for nylig, vil jeg da opfordre dig til et besøg - hvis du ikke har en computer derhjemme, kan du gå på biblioteket eller - hvis du er efterlønner/pensionist - besøge Datastuen i Malling. Forsiden leder til mange hundrede sider med oplysninger om vort lokalsamfund.

Din lokale markedsplads

Fra starten af har en af ideerne med hjemmesiden været, at man skulle kunne lave små opslag på internettet i stil med dem, man laver på opslagstavlen i Brugsen: 'Brugt barnevogn sælges', 'Hvor er min kat', 'Hvem har et læs hestemøg?'.

Det har manglet indtil nu - i høj grad, fordi det har været vores vurdering, at en primitiv udgave var værre end slet ingen, fordi den sandsynligvis ikke ville blive brugt, og dermed signalere, at det er spild af tid at kigge på den. For hvem gider kigge på en tom opslagstavle, for slet ikke at tale om en forstenet version med et enkelt eller to ældgamle og forældede opslag?

Vi kan nu tilbyde en løsning, som vi tror på. Vi bygger på Mostrup, der tilbyder 'Privat køb og salg' opdelt på kommuner. Du finder en henvisning på forsiden af www.bma.dk. Du vil starte med at se de opslag, der findes i Århus Kommune, men ved et enkelt klik kan du udbrede din søgning til omegnskommunerne eller hele amtet. For at lave et opslag skal du registrere dig som bruger hos Mostrup, men det er en enkel proces. Dit opslag vil så kunne ses af andre i de næste 14 dage. Den kommunale/amtslige dækning gør, at dit opslag ikke vil hænge helt alene uden at blive læst. Så brug det - kun dine bidrag vil føre til at opslagstavlen vil fungere.

Samarbejde bedre end enegang

I den papirbaserede medieverden, som fx. dette Fællesblad, har den enkelte publikation sin egen identitet og eksistens. Det har den fordel, at man kan tage det med sig, fx. i bussen og læse det på vej til arbejde, men der er den ulempe, at læseren kun med besvær kan få fat på yderligere oplysninger om et eller andet emne. På nettet kan et enkelt klik lede frem til en uddybende beskrivelse fra en helt anden kilde. For at det skal fungere skal man øve sig i den svære kunst at samarbejde.

Kalenderen på Lokal Hukommelse, baseret på KultuNauten, er et eksempel på dette, ligesom søgefunktionen på forsiden. Vi er i gang med at udvide dette samarbejde, og den omtalte opslagstavle er et eksempel på det samarbejde, vi er ved at etablere med Mostrup.

For snart to år siden satte Århus Kommune gang i en proces om at etablere en 'Århusportal', som skal være en almen indgang til Århus på nettet. Vort lokalområde er blevet inviteret til at være et eksempel på, hvorledes et lokalområde kan indgå i portalen. Vi har sagt ja tak til invitationen. Måske er portalen 'i luften', når du læser dette blad - den vil kunne findes på www.aarhus.dk, som derefter ikke længere er kommunens domæne.

Århusportalens afsnit om Beder-Malling vil rumme en kalender, nyheder, og en række henvisninger til og om lokalområdet. Kalenderen er desværre ikke baseret på KultuNauten, men til gengæld vil den indeholde det daglige program fra Malling Bio.

Den vigtigste indgang til lokalområdet er dog fortsat 'Lokal Hukommelse'. Hvis du ikke kan huske adressen www.bma.dk, kan du nu også finde den som:
www.lokalhukommelse.dk
www.lokal-hukommelse.dk


© Kommentarer om indhold til Webeditor, revideret Opdateret d.17.11.2001

Fællesrådet Fællesbladet