Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 13 - nr.6 - November 2001
Lokalprojektet
Af Jens Peder Kristensen, Planlægning og Udvikling
Helhedsplan for Malling Midtby
På det første møde om Malling Midtby i arbejdsgruppen Planlægning og Udvikling under Fællesrådet deltog også tre beboere fra området, hvilket var med til at sikre, at vi fik de lokale interesser repræsenteret. På mødet havde vi en meget åben snak om muligheder i området, hvilket klargjorde, at noget af det, vi skal diskutere fremover, bliver:
- Hvad er bevaringsværdigt, og hvad må rives ned?
- Hvor meget parkering vil vi have på Stationspladsen?
- I hvor høj grad skal stationsbypræget bevares?
- Går vi ind for trafikdæmpning i området, eller skal nogle veje helt lukkes?
- Vil vi have bolig og/eller erhverv på Wixor-grunden?
- Hvordan sikrer vi noget grønt i området?
Vi fortsætter med møder i den lokale arbejdsgruppe og med kommunen i håbet om at nå frem til noget mere konkret i begyndelsen af det nye år.
Malling Syd-plan
Meget tyder i skrivende stund på, at nye byvækstområder i Malling Syd er blevet vedtaget i byrådet, når dette blad er på gaden. Fællesrådets forretnings-udvalg og arbejdsgruppen Planlægning og Udvikling har talt meget for, at der skal laves en overordnet plan for området, inden man begynder at bygge løs. Det har kommunen nu accepteret og har indledt et tæt samarbejde med arbejdsgruppen med henblik på at få etableret en plan for området. Det kommer nok til at hedde en dispositionsplan for Malling Syd.
Området kan deles op i tre stykker jord, der kan bebygges, nemlig:
A: et stykke langs nordsiden af Starupvej fra landbrugsskolen og op til Hedemarksvej
B: et stykke mellem Bredgade og banen syd for Banevolden
C: et lille stykke overfor SuperBrugsen i Malling.
Endeligt er der udlagt en grøn kile mellem Starupvej og banen (vist som mørkegråt på kortet). Et mere præcist kort kan ses på www.bma.dk/2001
Har du lyst til at være med til at præge planen for Malling Syd, så ring til Jens Peder Kristensen på tlf. 86 93 31 16.
|