Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 14 - nr.1 - Januar 2002


Red rampen

Af Dan Zachariassen, SFO-leder i Prikken på Malling Skole

Gennem snart mange år har rulleskøjte- og skateboard-rampen i Malling været et stort aktiv for mange børn og unge i Malling. Men den er efterhånden i en så dårlig forfatning, at den er uforsvarlig at bruge. Det må vi gøre noget ved - i fællesskab.

Rampen, der ligger på der grønne område bag Malling Skole, blev i sin tid opført af Malling Ungdomsklub som en form for beskæftigelsesprojekt, og siden har ungdomsklubben sammen med Malling Fritidsklub, Fritidshjemmet på Ajstrupvej og Skolefritidsordningen Prikken i fællesskab forsøgt at drive og vedligeholde rampen.

Rampen er populær, og den benyttes dagligt fra tidligt forår til sent efterår af ganske mange børn og unge, og det betyder naturligvis, at der er et enormt slid på den belægning, der udgør rampens overflade.

En enkelt gang er belægningen blevet skiftet ud, noget institutionerne sørgede for i fællesskab, men det er et stort og omfattende arbejde, som der ikke mere er hverken tid, kræfter eller ressourcer til.

Nu er den imidlertid gal igen. Rampen er i en så dårlig forfatning, at det ikke mere er forsvarligt at bruge den, og derfor har det naturligvis været oppe til overvejelse, hvad vi skal stille op med den. - Enten skal der findes nogle midler, der kan sikre en hovedistandsættelse - eller også skal rampen fjernes.

På jagt efter sponsorer

Vi har haft en tømrer til at vurdere, hvad der skal gøres ved rampen, for at den igen kan blive anvendelig, og han vurderer, at en hovedistandsættelse vil koste op imod 20.000 kroner.

Det er mange penge, også væsentlig flere, end institutionerne kan bidrage med, men vi forestiller os, at man måske kan videreføre rampen ved at lade den overgå til en forening eller en fond. Institutionerne vil så kunne indmelde sig kollektivt og på den måde bidrage økonomisk til den fremtidige drift af rampen.

Det forudsætter naturligvis, at der også kommer bidrag fra enkeltmedlemmer, og her tænker vi på de unge og deres forældre, men måske kan det lokale erhvervsliv se en mulighed i at melde sig som bidragydere til en rampefond/forening.

Møde om rampens fremtid

Vi har fået et tilsagn fra Lions Club Beder Malling om, at "løverne" vil yde et pænt bidrag til den første renovering af rampen, men dette bidrag er betinget af, at der laves nogle klare aftaler, der kan sikre den fremtidige drift og vedligeholdelse.

Det ligger jo klart i forlængelse af de tanker, vi har gjort os, og inden foråret kommer, og behovet for at benytte rampen igen bliver aktuelt, vil der blive indkaldt til et offentligt møde med rampens fremtid på dagsordenen. Vi håber på, vi på dette møde kan få opbakning til en form for fond eller foreningsdannelse, der vil tage hånd om rampen fremover. Alternativet er, at rampen fjernes i løbet af ganske kort tid, da det ikke vil være forsvarligt at lade den stå sommeren over.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 27.1.2002

Fællesrådet Fællesbladet