Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 14 - nummer 2 - april 2002

KIRKENYT

Kirkeklokken

Kirkeklokken taler til os. Den kalder på os. Om morgenen til dagens dont. Om aftenen til hvile. Det er måske længe siden det var sådan. I det mindste er det for en del mennesker kun en form for støj, der ikke har nogen betydning. Der er også andre situationer, hvor der kaldes. Det være sig til gudstjeneste, til bryllup, til begravelse eller til en anden begivenhed i kirken, som f. eks. en koncert. Klokken kalder. Disse mange kilo malm, der er hængt op i tårnet. Engang kunne de lige så let have været støbt til en kanon. Det er god malm, der skal bruges. Både til kanonen og til klokken. Ellers sprænger kanonen, når den affyres. Kirkeklokken kan revne og dur ikke, hvis malmen er for dårlig. Det er ikke sikkert, at alle mennesker hører det som en kalden. For nogle vil det søndag morgen være et fordømt spektakel, især hvis der ringes tidligt til gudstjeneste. Man vækkes af sin søde søvn. Der er ikke noget nyt i det. Da Vorherre Jesus Kristus vandrede her på jorden og kaldte på syndere, var der også nogle, der syntes, at det var et værre spektakel, som de gerne ville have stoppet aldeles omgående. De fik endda hjælp af en af hans nærmeste medarbejdere. Der er desværre altid nogle, der er så forhippede på at gå den slags ærinder, så det slap han heller ikke for. De fik ham bragt til tavshed, for en stund. En meget kort stund. Det, der for hans modstandere syntes at være en sejr, blev til et større nederlag. Det viste sig, at Guds afmagt på korset trods alt var stærkere end menneskenes magt. Hans afmagt var så stor, at han kunne sige velkommen til den ene røver i Guds rige. Den røver der var klar over, hvorfor han hang der. Den røver, der turde lytte og bede og bad om adgang til Guds rige. Han fik et adgangstegn. Kirkeklokken kalder på hvert et menneske, og fortæller, at det også er velkommen hos Gud. Det er også velkommen i kirken. Det er muligt, at der er nogen, der synes, at de er værre end den røver, den forbryder, der hang på korset ved siden af Jesus. Det kunne selvfølgelig godt betyde, at man så ikke ville bede om et adgangstegn til Guds rige. Derfor lyder de ikke klokkens kalden. Derfor kommer de ikke til gudstjeneste, og i hvert fald slet ikke for at deltage i nadveren, hvis de af en eller anden uforklarlig årsag alligevel skulle være kommet i kirke. Men selv dem kaldes der også på. Der er ingen, der er for ringe. Det viste Jesus med al ønskelig tydelighed, at var der nogen, der havde brug for ham, så kunne de komme til ham, og han ville tage imod dem. Kirkeklokken kunne kaldes Johannes. Johannes Døber kaldte og viste hen til ham, som døber med ånd. Johannes var barsk i sin kalden. Det var ikke altid de pæneste ord, han brugte om sine tilhørere. Det gjorde Jesus nu heller ikke altid. Men sandheden kan være barsk. Sandheden kan være så barsk, at den gør ondt, fordi man ikke kan lide den. Man vil hellere sove og slappe af end lyde. Man vil hellere tilrettelægge sit eget liv end tage imod livet af Guds hånd. Hvordan man end vender det, så var det således Adam og Eva gjorde. De ville ikke lyde. De ville nyde og selv bestemme. Da de havde syndet, gemte de sig. Da Gud kaldte på dem, var Adam straks parat med en undskyldning og skød hele ansvaret over på Eva og på Gud. Guds kalden kunne han ikke lide. Kirkeklokkens kalden er der også mange, der ikke vil høre. Den kan de ikke lide. Eller også lader vi som om, vi stort set ikke hører den. Eller den vedkommer os ikke. Den kalder jo ikke til uddeling af gaver, der kan klare huslejen, afdraget på bilen eller noget af det andet, der for os synes at være mere væsentligt end selve livet. Hvad der kaldes til, er heller ikke løsning på de besværligheder eller problemer, vi kan skabe for hinanden. Hvad der kaldes til er ganske enkelt selve livet. Et livssamvær med Vorherre Jesus Kristus. Der kaldes til at tage livet alvorligt. Her kan jeg godt fornemme en protest. Man tager skam livet alvorligt. Passer man ikke sit daglige arbejde? Svarer man ikke enhver sit? Man overholder lovene. Måske har man smuglet en flaske for meget, eller man har overskredet hastighedsgrænsen. Men ellers har man skam taget tilværelsen meget alvorlig. Man har gjort sin indsats. Der er mange, der har klaret sig ganske godt. Og selvfølgelig har et samfund brug for dygtige ihærdige mennesker. Eller har det? Jo, men efter menneskenes lange tilværelse her på jorden, eller vi kan bare sige her i Danmark, hvorfor er tilværelsen så ikke blevet bedre for alle? Svaret kunne være, at det skyldes man har så travlt med at sikre sig selv og sin tilværelse. Svaret kunne være, at man slet ikke tager livet alvorligt. Derimod kan det godt være, at man tager sig selv højtidelig, man er selvhøjtidelig. I stedet for at erkende, at det liv vi har fået, har vi netop fået. Ikke fordi vi har gjort os fortjent til det eller på anden måde kan gøre krav på det. Vi har fået det som en Guds gave. Hvis vi virkelig vil tage det alvorligt, så må det betyde og medføre, at vi siger tak for det. Det kan godt være et liv med mange problemer, men alternativet bliver her intet liv. Kirkeklokken kalder, men ikke til storhed, rigdom og ære, som verden vil det. Kirkeklokken kalder os til deltagelse i livet. Vi er alle velkomne til at være med. Jesus kom ikke med løsning på verdens problemer. Dem kan vi selv løse, om vi vil. Han kom med livet, så det kunne leves ud. For selv om vi er meget stolte af alt det, vi kan præstere, så er der dog intet af det, som ikke er Guds gave til os. Gaver kan bruges og misbruges.

Kirkeklokken kalder. Den høres i vort sogn. Den lyder morgen og aften. Den lyder til sorg og glæde. Den lyder til fællesskabet. Den kalder til livet.

Klausager