Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 14 - nr.2 - april 2002


Datastuen er vågnet igen

Efter en periode med få besøgende i Datastuen, og hjælpere, der tit sad alene, er stuen vågnet igen. På et møde 1. marts blev en del forandringer besluttet. Bent J. Jensen blev daglig leder igen, efter at have været væk et års tid, og der er nu åbent to gange dagligt. På det seneste har der kun været åbent om formiddagen.

Det blev understreget, at Datastuen er for ældre, og alle skal have en mulighed for at få hjælp. Man kan bestille tid og få hjælp til netop det, som den enkelte har brug for. Efter 1. april vil der også blive mulighed for kurser af forskellig slags.

Med disse tiltag, håber vi atter at se folk i Datastuen.

Datastuen ligger på Bredgade 72 i Malling i Beder/Malling boligforenings tidligere administrationsbygning.

Datastuen blev startet af Ældremobiliseringen, Brugerrådet og Pensionistforeningen i december 1999 som en af de første datastuer i Danmark. Ældremobiliseringen har startet ca. 60 datastuer fordelt over hele landet. Formålet er at hjælpe ældre medborgere med at sætte sig ind i brug af computere og internet.

Datastuen i Malling drives af Pensionistforeningen, mens kommunen betaler huslejen og tilskud til lys og varme. Lions Club har givet et kontant tilskud, og Danske Bank har skaffet skriveborde og stole.

Datastuen
Bredgade 72, Malling
Tlf.: 87 81 81 03
datastuenmalling@mail.dk
mandag til torsdag 9.30-11.30 og 13.30-15.30


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 8.4.2002

Fællesrådet Fællesbladet