Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 14 - nr.2 - april 2002


Jubisering eller fernilæum?!

Den 31. januar lagde fællesbladets udsendte vejen forbi børnehaven Stenhøjgård i Malling for at skrive lidt om deres jubilæumsfest…. troede han da.

For det skulle snart vise sig at være noget ganske andet og større, der skulle fejres. Større i den forstand, at det vil få betydning for børn, personale og forældre ikke bare denne dag, men forhåbentlig langt ud i fremtiden. Jeg var nemlig til indvielse og fernisering af børnehavens nye billedkunst-værksted. Det er leder Ulla Grün, der har taget en billedpædagog-uddannelse og siden hen, sammen med forældrebestyrelsen, valgt at integrere dette i børnehavens dagligdag.

To gange om ugen vil værkstedet fremover være i brug. Og det bliver ikke kun billedkunst i traditionel forstand med maling og pensel, men bl.a. også billeder og skulpturer, som udnytter naturens forskellige elementer, vi vil kunne nyde i fremtiden.

En lokal stadsmusikant, Anders Gisselmann, underholdt med et festligt udpluk af kendte børnesange….. og lidt godt til ganen var der skam også. Jo!! Det var en festlig dag i børnehaven Stenhøjgård denne torsdag i januar.

Heino Hermann Krüger, redaktionen



© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 8.4.2002

Fællesrådet Fællesbladet