![]() |
Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup Mallinggård for børn, unge - og ældreEn gruppe borgere holdt 25. marts møde om Mallinggård i Malling som et muligt fritidstilbud for de 10-14-årige, eventuelt med en familielegeplads. Jørn Riis og Agnete Dejbjerg, begge forældre til tre, og Leo Pedersen, bestyrelsesmedlem i Malling Ungdomsklub, havde indkaldt til mødet, hvor også de ældre meldte sig interesserede. Mallinggård, ved Mallinggårdsvej og Majsvænget i Malling, er for øjeblikket til salg. Men selv om der i lokalplanen for området er mulighed for, at gården kunne blive et sted á la Svendgården i Beder, har kommunen ikke p.t. planer i den retning. Fællesrådet har skrevet et hastebrev til rådmand Torben Brandi for at høre om kommunens planer og opfordrer den til at lægge billet ind på gården. De 14 mødedeltagere lagde vægt på, at Mallinggård bør anvendes til formål for alle, og i særdeleshed et sted for børn, unge og ældre. Unge og ældre sammenMalling pensionistforening deltog med tre repræsentanter og var stærkt interesseret i, at stedet fremover kunne danne ramme for deres aktiviteter, eksempelvis Datastuen. De så det som meget positivt at kombinere det med børne- og ungdomsaktiviteter. Der blev fremlagt mange andre forslag til aktiviteter, som kunne samles på gården: FDF, Fælles Fritid, Musik i Malling, dagplejere, pædagogisk ledet legeplads osv. Der bliver nu udarbejdet et idékatalog med beskrivelse af de mange ønsker og aktivitetsmuligheder og med idéer til finansiering. Man var enige om, at sagen haster, og at det er nødvendigt at handle hurtigt og snarest få aftalt møde med bl.a Torben Brandi. Indretning og eventuel ombygning kunne varetages af frivillig arbejdskraft, som det blev gjort på Kulturloftet's ombygning på Beder-Malling Bibliotek. Arbejdsgruppe og borgermødeEn arbejdsgruppe blev nedsat bestående af Leo Pedersen (Malling ungdomsklub), der er gruppens kontaktperson, Niels Blicher (Fællesrådet), Bent Jensen (formand for Malling Pensionistforening) og Agnete Dejbjerg (forælder). Senere er det planen at holde borgermøde, hvor idéerne lægges bredt ud. På BMA's hjemmeside oprettes linket "Mallinggård".
|
|
© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 8.4.2002 |