Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 14 - nummer 2 - april 2002

• Korte artikler
• Konfirmander i Malling Kirke
• Gudstjenester, møder og koncerter
• pdf-udgave (læses med Acrobat Reader)

De betroede talenter

"De lugter ikke!" sagde den romerske kejser Vespasian om de penge, han kradsede ind ved at lægge skat på de offentlige toiletter. Og det er jo en ganske fiks formuléring, som da også forlængst er suget op i det almindelige forråd af indiskutabel folkelig visdom, men som måske alligevel selv efterhånden er begyndte at lugte en smule: Hvis pengenes uskyld og renhed er så helt igennem, indlysende, er det unægtelig påfaldende, at det skulle være nødvendigt at blive ved med at understrege det!

Egentlig er der vel også kun én måde, hvorpå det kan undgås, at penge kommer til at lugte: Vi må hele tiden holde dem i omløb og give dem ud i samme tempo, som vi får dem ind.

I det mindste er det klart nok det, Jesus anbefaler med sin lignelse om de betroede talenter, den lille historie om de tre tjenere hvoraf den første af deres fælles herre fik udlevéret fem talenter, som han fik til at yngle og blive til ti, den anden to talenter, som han fik til at yngle og blive til fire, mens den tredje tjener derimod gik hen og gravede den ene talent, han havde modtaget, ned i jorden, af frygt for sin herre.

Med andre ord: hvordan livet skal leves, derom siger denne lignelse intet. Den siger blot, at livet er "talenter", det vil sige et pengebeløb. Og penge har deres egen logik. De skal bruges og investéres, så deres ejer - og ejeren er selvfølgelig i lignelsen: Gud - kan have profit og renter af dem.

I modsætning hertil går den for tiden mest populære definition af livet jo ellers ud på, at det ikke er det værste, man har. Men som vi alle véd, er det en definition på betingelser: Pigen skal være i bad, kaffen klar, og man skal spise ostemad under en rund og rød sol. Og netop fordi det er en definition på betingelser, duer den ikke. Hvad livet ellers er, så er det ialtfald ikke noget, man har. Man kan have parcelhus, kaffestel til 12 og meget andet. Men livet kan man ikke have. Livet er den uopgivelige forudsætning for, at man overhovedet kan have noget.

Eller anderledes sagt: Helt uden hensyn til dets indhold er livets kristelige mening, at det skal behandles som en pengesum. Det skal følge pengenes logik derved, at det gives ud. Hvad jeg har fået givet, kan jeg kun have ved at give det videre. Meningen er altså ikke, at man "kreativt" får det til at blomstre og udfolde sig til gavn for sig selv. Nej, meningen består i at give det ud, ødsle det bort, ofre det, betro det videre: overgive det til vekselérerne ",vinde" det ved at sætte det til: elske sin næste i stedet for sig selv. Og på dette punkt melder sig begribeligvis uhyggen ved Jesu lignelse; for vi må vel alle identificére os med den tredje tjener: Vi har ikke brugt vort liv efter betroelsens hensigt, men som middel til at skaffe sikkerhed for os selv.

Lignelsen om de betroede talenter kan ikke redde os. Til "mørket udenfor", hvor der er "gråd og tænders gnidsel'", forviser den os. Redde os kan alene den omstændighed, at Gud i Jesu forkyndelse ikke kun, som her, er tegnet i billedet af en benhård kapitalist, men også i billedet af en far, der tilgiver uden grund og grænse.