Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 14 - nummer 3 - Maj 2002

KIRKENYT

Fællesskab

Ungdomsoprøret i 1968 var på mange måder et opgør med både Gud, konge og fædreland. Det var alle de traditionelle symboler på det uforanderlige. Det var dem man var skyldig over for. Det var dem man gjorde op med. Traditioner blev fejet til side. Moralen fik et skub i forskellige retninger. Påklædning, omgangsformer og boligsamværet undergik for mange en del ændringer. Der blev i forskellige sammenhænge luftet ud, så gammel støv og spindelvæv blev blæst væk. Det kunne der godt trænges til. Traditioner skal kun fastholdes for så vidt, de er levende og bærer noget videre. Er Gud død, skal han ikke længere æres!! Er monarkiet blevet uden indhold, skal det afskaffes. Er fædrelandet blevet til en floskel, skylder man det ikke noget. Er demokratiet blevet til et tomt slagord, så kan man droppe det. Er moral kun til for moralens egen skyld, er det ikke længere moral. Det er snarere dobbeltmoral. Og dobbeltmoral er ikke dobbelt så godt.

Man ville friheden. Der er for mig ingen tvivl om, at man i hverdagen skal kæmpe for friheden. Størst mulig frihed for det enkelte menneske. Det skal være uden at begrænse friheden for andre. Det er en meget vigtig pointe at holde fast i, fordi derved sættes noget meget vigtigt på plads. Det lyder modsigende, men friheden kan blive så stor, at den bliver ødelæggende for mennesket og for livet. Friheden kan blive så stor eller så udpræget, at livet går til grunde. Dermed går jo også mennesket til grunde. Livet knuses under frihedens tryk. Eller måske skulle man sige, at livet rives i stykker i den totale friheds tomrum. Friheden bliver til intet, når den bliver total. Så bliver mennesket fritsvævende. Så bliver mennesket uden tyngde, uden vægt, uden indhold. Det bliver også uden ansvar.

Når man har frigjort sig fra både Gud, konge, fædreland og, hvad der ellers kan binde eller fastholde mennesket, så har man ikke længere ansvar over for nogen eller noget. Man er total fri. Derved ender man også i den totale ensomhed. Vi er ikke noget undtagen i forhold til nogen anden eller noget andet. Man er så fri, at man ikke er noget. Større kan friheden ikke blive. Det er vel nærmest det, buddhisten tragter efter. Det er for buddhisten det højeste mål: Den totale frihed, hvor man ikke er noget. At ville friheden og at arbejde eller kæmpe for at nå frem til størst mulig frihed, er det som mange gør. Det er forståeligt, fordi man bryder sig ikke om snærende bånd, hvad enten det nu er bogstaveligt talt eller i overført betydning. Det er også forståeligt, at Adam og Eva gjorde en indsats for deres frihed. Den ligger i os alle. Det kan vel betragtes som et udslag af overlevelsesinstinktet. Bliver man trængt på friheden, så bliver man også trængt på levemulighederne. Derved bliver man trængt på overlevelsen. Derfor søger man at sikre sig de bedste muligheder. Økonomisk eller magtmæssigt eller popularitet eller hvordan man nu sikrer sig. Der skal være et spillerum, så friheden ikke sådan umiddelbart bliver truet. Det at ville friheden, sin egen og andres, har konsekvenser. Det vil altid have omkostninger. Den totale frihed ender i det totale intet. For Adam og Eva betød den vundne frihed, at de mistede livet. Adgangen til livets træ blev dem nægtet. De ville deres frihed, og de tabte livet. Forholdet til Gud blev afbrudt. Fællesskabet med livgiveren blev sat over styr. De ville vinde deres uafhængighed, hvad der vil betyde, at man selv kan tage stilling og selv kan råde. De ville deres frihed. Det blev til frihed, men ikke til uafhængighed.

Døden var der. Døden blev den nye afhængighed. Ikke lige med det samme, men dog på et tidspunkt, som for os er ukendt. Vi ved bare, at der strækker vores frihed ikke til. Den er trods alt begrænset.

I vores samfund har vi enspændere, der tilsyneladende befinder sig godt uden for det almindelig selskab. Bevares, de er borgere i samfundet. De svarer enhver sit, men ellers passer de sig selv og deres interesser. Selv dette menneske er dog en del af et fællesskab. Prøver måske på at markere sin afstandtagen til samme fællesskab. Men er dog afhængig af det. Alle har vi brug for et fællesskab. Vi har brug for at være fælles om noget. Vi har brug for at have nogen at forholde os til. Om det er som farisæeren, der brugte tolderen til at hæve sig selv op i sin egen bevidsthed, eller det er et andet menneske til at holde af, er for så vidt underordnet. Et fællesskab har man brug for om man end vil både fornægte og benægte dette fællesskab. Et fællesskab har man brug for, selv om samme fællesskab foragter én. Har man intet fællesskab, og dermed sin fulde frihed, så er man jo intet. Fællesskabet vil i sin positive betydning sige, at der er en, der kalder på mig. Det vil også sige, at der er en, jeg kan kalde på. Ja, ikke alene kan jeg kalde, der bliver også hørt på min kalden.

Når et barn til tider opfører sig irriterende eller uartigt, er det ikke sikkert, at det ønsker at være således. Men det kan føle sig uden for. Det føler sig ikke længere med i fællesskabet. Årsagerne kan være mange, endog indbildte, men det kan ikke med sin gode opførsel fange fællesskabets opmærksomhed. Det føler sig som noget intet, noget uden for. Frem for at blive overset, har barnet så en dårlig opførsel, hvad der ganske vist bevirker en omgang skældud, men samtidig opmærksomhed. Det er med i fællesskabet, om end på en lidt negativ måde, det betyder noget. Det er trods alt med.

Menneskets største frihed får det da kun i afhængighed. Det skal ikke skabe sin egen betydning. Det skal ikke slås for at være noget. Den totale frihed betyder kun den totale intethed og tomhed. Da er livet intet, og det kan ikke leves. Livet leves kun helt ud i et fællesskab. Det var mennesket selv, der afbrød og stadig afbryder dette livets fællesskab. Det ville skrive sin egen historie. Det ville selv tage vare på livet. Det kan det enkelte menneske ikke, hvorfor det må dø. Gud kaldte på mennesket i Paradiset have. Mennesket havde brudt fællesskabet og blev sendt ud af haven. Men Gud ville og vil stadig et fællesskab med os. Vi brød det. Han helede det. Han helede det, fordi vi ikke skal være intet. Han helede det, fordi vi i fællesskab med ham skal være alt. Vi har fejret påske. Men påsken er ikke kun en enkelt dag. Påsken er Guds markering af vores afhængighed af ham, hver eneste dag, hele året. Det er samtidig en markering af livets frihed til evig tid.

Klausager