Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 14 - nr.3 - Maj 2002


Grøn Guide

Grøn Guide

Hold rent-dag

Af Grøn Guide Århus Syd, Birte Buhl

Lørdag den 6. april samlede godt 50 borgere affald i grøfter og hegn.

Fællesrådet, Naturforvaltningen og Grøn Guide Århus Syd stod bag, og deltagerne mødtes før starten ved Holmskovvej 10 i Malling og på Beder skoles parkeringsplads til rundstykker fra bager Høy i Malling og Torvets bageri i Beder. Efter et par timers arbejde kunne de flittige indsamlere nyde en øl/sodavand sponsoreret af områdets to SuperBrugser. Vi siger mange tak til det lokale handelsliv for den flotte opbakning.

At hold rent dagen blev en succes i lokalområdet skyldes i høj grad Edel Brøndum som var ihærdig i planlægningen af arrangementet. En stor tak til Edel og alle de flittige indsamlere af affald. Der blev samlet så mange sække med affald, at Naturforvaltningens bil måtte køre to gange for at få alt affaldet bragt væk.

Vi håber, at der er skabt en ny tradition, som kan bidrage til, at områdets beboere får en hyggelig formiddag sammen i godt selskab, og vi får rene byer at færdes i. Efterfølgende har spejderne tilkendegivet, at de gerne vil være med næste gang.

I Ajstrup forlyder det, at tidligere købmand, Henning Povlsen, sammen med sit barnebarn har fyldt to-tre trillebørfulde med affald fra vejkanterne og grøfterne i og omkring Ajstrup. De fik også vasket vejskiltene samme dag. Så også tak til de to!

Flere trampestier syd for Malling

Af Birte Buhl, Grøn Guide

Vi er meget glade for den respons, vi har fået på kortet over stier, som blev bragt i sidste nummer. Nu leder vi efter stier syd for Malling.

Målet er et kort med stier, som også kan bruges til at cykle på, gode gangstier, som er fremkommelige også med klapvogn o.l., og gangmuligheder, som er "stier", der normalt ikke er vist på offentlige kort, men hvor man har lov til at gå. Disse "stier" vil ofte kræve gummistøvler

Vi er godt tilfredse med stikortet nord for Beder, men vi har desværre svært ved at finde ret mange stier i den sydlige del af vores lokalområde. Stierne i forbindelse med Fulden-fredningen og i tilknytning til skovene har tradition for at være åbne for publikum, mens landskabet i den sydlige del af området er præget af det åbne land, hvor der ikke er den samme tradition for at åbne op for færdsel.

Dette område er dog også utrolig flot med mange højtbeliggende veje i det åbne land, med en flot udsigt over Århus bugten og Norsminde Fjord. Vi kontakter for tiden lodsejerne til de steder, hvor vi kan se nogle oplagte muligheder for stier, som kan komme med på kortet. Har du kendskab til steder, hvor der måske tidligere har været sti, eller hvor der er velvilje for en sti, men måske bare mangler lidt grus og arbejdskraft, så hører vi det gerne. Når de kan lave trampestier i Mårslet, så kan vi vel også?

I samarbejde med den lokale blæksprutte vil vi til efteråret lave guidede ture med emner som: herregårdslandskabet, byen og dens udvikling samt naturen.

Har du ideer til ture, emner, der skal tages op, eller kender du folk, som ville være spændende at få som guide på sådanne ture, så er du altid velkommen til at kontakte Grøn Guide tlf.: 86 93 86 71 eller Blæksprutten tlf.: 87 48 38 64.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 27.5.2002

Fællesrådet Fællesbladet