Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 14 - nr.3 - Maj 2002


Arrangementer

Se også Kalenderen

Pump din cykel, så den er klar til

Sommerudflugt 2002

søndag den 25. august

Igen i år bliver der mulighed for en hyggelig cykeltur for hele familien sammen med dine naboer og naboernes naboer. Glæd dig til at opleve kendte og ukendte steder i Beder-Malling-Ajstrup-området. Ruten bliver overkommelig. Alligevel vil vi komme til at kikke langt, både ind i lokalområdets historie og ud over landskabet.

Læs mere i næste nummer af Fællesbladet om Sommerudflugt 2002. Men sæt allerede nu kryds i kalenderen ved 25. august. Få mere at vide om cykelturen hos Projekt Sommerudflugt 2002 v. Jørgen Tjørnehøj, tlf. 87 47 50 03 og Helle Juul Kristensen, tlf. 86 93 71 84 eller hos lokalområdets blæksprutte, Lone Verner Nielsen, tlf. 51 57 50 75

Beder BørneCirkus - gallapremiere

Beder BørneCirkus

Af Uffe Dittmer, Beder BørneCirkus

Lørdag den 8. juni har Beder BørneCirkus sin årlige gallapremiere for tredje gang. I år med flere artister og et større cirkustelt.

Tyve artister fra Beder, Malling, Odder, Mårslet og Århus i alderen 5-13 år er med i Beder BørneCirkus' nye forestilling. Beder BørneCirkus optræder to gange den 8. juni - kl. 14.00 og kl. 16.00. Pris 10 kr. pr. person. Kaffe, kage, saftevand, popcorn m.m. til rimelige priser.

Artisterne har i vintersæsonen trænet på Beder Skole en gang om ugen. Og nu er de spændte på at få lov til at vise deres fantastiske numre for publikum. Der bliver hæsblæsende jonglering, yndefulde cirkusprinsesser, dy(r)gtige artister i frihedsdressur, balance-ekvilibrister på både stylter og ethjulede cykler, og så er der selvfølgelig også sjove klovne. Det hele akkompagneres af det fire-mands store cirkusorkester.

Vi har været nødt til at få fat i et større telt og ligger derfor ikke lige overfor butikstorvet, men bag det gamle mejeri/posthus i parken ved åen.

Beder BørneCirkus er en åben forening, som alle, der har lyst til at træne på og optræde med cirkusnumre, kan melde sig ind i. Foreningen kan kontaktes via e-mail på uffe@dittmer.dk eller på telefon 86 93 60 10.

Grundlovsfest

Onsdag 5. juni 2002 kl. 14.30 til ca. 16.30 i Egelund

Vi starter klokken 14.30 med fællessang og musikalsk underholdning.

Kl. 15.00 holder borgmester Louise Gade grundlovstalen.

Derefter er der musikalsk underholdning ved Cantabile-koret, sange og indslag om, hvordan det er at være ung/gammel i Beder, Malling og Ajstrup. Vi slutter af med en fællessang.

Spejdergruppen Erik den Røde står for salg af forfriskninger m.m. Toastmaster er Niels Kjølhede fra Fællesrådet.

På gensyn til en festlig eftermiddag

Chrysillis-koret

Chrysillis

byder til koncert søndag 2. juni kl. 16.00 i Gymnastiksalen på Beder Gartnerskole

Fri entre.

Koret synger gammelt og nyt dansk bl.a. "Kærlighedssonetter"- flamingo- og tangoinspireret musik, hvor saxofon, guitar og bas vil ledsage koret.

(Koncerten holdes ligeledes tirsdag 4. juni på Odder Amtsgymnasium kl. 19.30)


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 27.5.2002

Fællesrådet Fællesbladet