Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 14 - nummer 3 - Maj 2002

• Korte artikler
• Gudstjenester, møder og koncerter
• pdf-udgave (læses med Acrobat Reader)

I al sin glans...

Det er næppe muligt at give en præcis forklaring på eller bare beskrivelse af, hvad der egentlig skete den første pinsedag. Men der kan ikke være tvivl om, at begivenheden i de ældste tider blev opfattet som noget, der havde med sproget og sprogene at gøre: noget, der viste, at den gamle drøm om menneskehedens enhed og enighed nu var gået i opfyldelse.

Verden var dengang lige så splittet, som den er nu. Og på splittetheden gav den gamle myte om Babelstårnet en forklaring: Da menneskene i himmelstormende hovmod ville gøre sig til verdensherskere og bygge et tårn, der rakte ind i himlen, forvirrede Gud deres anslag ved at blande deres sprog, så de ikke mere forstod hinanden og ikke kunne enes om det store værk. Og sprogene blev ved med at være grænseskel, man ikke kunne kommer over; for et sprog er ikke bare ord og lyde; men i det kommer et menneskes og et folks hele liv, også kulturelt og religiøst, til udtryk. Og nok kan man mere eller mindre lære fremmede sprog. Men netop fordi sproget er udtryk for hele éns væsen, er og bliver det tillærte et fremmedsprog: "Modersmål er vort hjertes sprog, kun løs er al fremmed tale.". Kun modersmålet har den blide ydmyghed på én gang at kunne "bøje sig dybt" og "føje sig let og lifligt efter Herrens tankegang." Sådan digtede Grundtvig som bekendt.

Javel, men modsiger han så ikke sig selv, når han i sin klassiske pinsesalme ender med at lade "alle tungemål hensmelte i Jesusnavnets offerskål"? Vender han ikke her, i lighed med fortællingen om pinseunderet, Babelstårnmyten på hovedet og giver sig den ældgamle drøm om alménmenneskelig samhørighed i vold? Er han ikke her sværmerisk "global'" og "kosmopolitisk"?

Aldeles ikke! For nok havde Grundtvig sans for, at evangeliet er universelt; men igen og igen betoner han ikke desto mindre, at det altid formidles gennem modersmålet.

Kristendommen forekommer ifølge Grundtvig aldrig på anden måde end i folkelig skikkelse. Og dens universalitét møder man derfor kun i mangfoldigheden. Om man så vil følge Grundtvig i den tolkning, at hver folkelighed er gudsskabt, må man jo selv om. Men denne myte er i øvrigt ikke specielt grundtvigsk. Den er f.eks. udtrykt af en gammel indianerhøvding: "I begyndelsen gav Gud hvert folk en skål ler. Og af denne skål drak folkene deres liv. Alle sænkede de deres skåle i vandet. Men deres skåle var forskellige. Vores skål er knust. Den er borte"!

Uden videre kendskab til indianere kan man nemt begribe, at sådan må han se på det. Og uden tvivl kan en folkeligheds skål slås itu. Det sker f.eks. når man bliver "global" og "kosmopolitisk", glemmende sin rod og dermed sin begrænsning. Det er ubestrideligt, at der i den folkelighed, man selv bunder i, ligger en meget alvorlig begrænsning. Men opgiver man den, eller fratages den én, så får man intet i stedet. Med den er man noget, om end ikke meget Men uden den er man da slet ingenting!

Det er med andre ord ganske i sin orden, at den pinsesalme, som forkynder evangéliets universalitét, er knyttet så uløseligt til det danske sommerland, at det er helt umuligt at afgøre, hvad der er hvad: Sjællands frodige marker vækker drømmen om paradis. Den gyldne høst, de spår, er både bondens tøndemål af traver, brødkorn til landets børn, og samtidig det evige liv. Fredskoven er nok en vis skov ved Præstø, men samtidig den kristne menighed. Nattergalene er både sommernattens poétiske trylleri og menighedens salmister. Den bæk, som yndigt risler ved vor fod, er ganske bogstaveligt at forstå, men er også dåbens livskilde. Og når det endelig om Kristus - ham, der ene er rosen i Guds rige - siges, at han "for til himmels hvid og rød", så er det en i det mindste sympatisk tolkning, at Grundtvig her dristigt forestiller sig ham klædt i Dannebrog, og at dens verslinie har sit modstykke i sagnet om den himmelfaldne korsfane under slaget ved Lydanisse i 1219.

Alt det kommer ikke bare af, at Grundtvig var digter. Men sådan er virkeligheden jo også. 'Og en rigtig digter forholder sig altid til virkeligheden. Det er vores virkelighed, den salme taler om, sådan som den nu ser ud i evangéliets lys og med Guds sol over hele vort liv.