Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 14 - nr.4 - August 2002


Det kreative Værksted

Kære samarbejdspartnere i Beder, Malling, Ajstrup!

Af elever og lærere på Det kreative Værksted

Måske kender I os allerede i forvejen, men nogle gør måske ikke alligevel; derfor denne henvendelse igennem Fællesbladet. Det kreative Værksted har nu eksisteret i 13 år. Vi har hele tiden haft til huse i Malling og har tilbudt social og praktisk undervisning for en lille gruppe voksne udviklingshæmmede.

Vores pædagogiske målsætning er social udvikling via samarbejde. Derfor er det meget vigtigt for os med et nært samarbejde med lokalbefolkningen. Det betyder bl.a., at eleverne køber madvarer, rengøringsartikler, dyrefoder, redskaber og meget andet hos de handlende. Derfor kender de os og viser stor hjælpsomhed og forståelse for vores elever

Det kreative Værksted har også udført mange opgaver i lokalområdet: Vi har tegnet vinetikette til Brugsen, støbt håndgjort papir til Malling Kros menukort og til udsmykning på Eskegården og til et bofællesskab i Odder. Eleverne passer flere pensionisthaver og laver årlige strandrensninger. De har bygget stendiger ved præstegården i Beder, anlagt en sti ved Egelund og udført mange opgaver ved Moesgård.

Det er alt sammen dejlige opgaver, som giver eleverne både selvværd og et godt tilhørsforhold til lokalområdet. Vi får gensidig øje på hinandens kvaliteter og på hvem, der har brug for hjælp og støtte. Det er vigtigt for os at bevare de tætte lokale relationer med accept af vores elever og deres handicap.

Det kreative Værksted har plads til 20 voksne udviklingshæmmede elever. De kommer fra Beder, Malling, Odder og Århus. Huset på Tværgade 18 blev oprindelig bygget til Malling skole. Nu deler Det kreative Værksted huset med Egnsarkivet. For nogle måneder siden overtog vi også det halve af den oprindelige lærerbolig, så nu får vi rigtig gode arbejdsforhold - når indretningen til drama- og naturplejeværksteder også gennemføres!

Der er mange flere spændende ting at fortælle om vores daglige arbejde, så vi vil gerne invitere dig til at besøge os. Det kreative Værksteds elever tager imod gæster og viser frem hver fredag kl. 10 -12. Vi arrangerer også gerne omvisning/diasforedrag for en interesseret gruppe efter nærmere aftale.



© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 5.8.2002

Fællesrådet Fællesbladet