Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 14 - nr.4 - august 2002


Lokalprojektet

Nyt om trafik og lokalplaner

Af Jens Peder Kristensen, Planlægning og Udvikling

Skolebussen for alle? NEJ!

I sidste nummer af Fællesbladet efterlyste vi henvendelser fra personer, som gerne vil have mulighed for at benytte skolebussen. Inden et egentligt forsøg ville vi gerne vide, om der er behov derfor. Der har kun været én henvendelse til Blæksprutten. Det må derfor konstateres, at behovet ikke er særlig stort. Der bliver derfor ikke lavet noget forsøg med adgang til skolebusserne.

Penge til indfaldsvejene

Det har længe været et stort ønske i Fællesrådet, at indfaldsvejene til Beder og Malling bliver gjort smukkere. Naturforvaltningen har bevilget 180.000 kr. til projektet, og Lokalprojektet har netop bevilget yderligere 100.000 kr. Der bliver derfor gode muligheder for at lave flotte indgangspartier til byerne.

Det ligger allerede nu fast, at den vigtigste del af udsmykningen bliver træer. På et par møder mellem Fællesrådet og Naturforvaltningen er de første skitser diskuteret, men de færdige planer forventes først lagt tidligt på efteråret. Vi håber at kunne bringe planerne her i Fællesbladet i et af de næste numre.

Lokalplan 613 - igen

Rådmand Poul B. Skou (K) har fremsendt et forslag til byrådet til kommuneplanændring for et område langs Fløjstrupvej. Der er tale om det samme område, som var meget omdiskuteret sidste efterår i forbindelse med forslag til lokalplan 613. Han foreslår nu, at fire hektar, som netop er taget ud af kommuneplanens byvækstområder, indsættes igen. Poul B. Skous begrundelse for at foreslå kommuneplanændringen er, at han har modtaget et brev fra en evt. kommende grundejer om yderligere grundvandsbeskyttelse.

Sagen blev drøftet på byrådsmødet 19. juni, hvor Jørgen Skov (SF) undrede sig over, at alle truslerne om erstatning fra efterårets debat nu var forstummet. Magrethe Bogner (S) havde smidt alle papirerne ud, og syntes det var træls at skulle til at beskæftige sig med sagen igen. Hun fandt også, at det var mærkeligt, at et brev fra en evt. kommende grundejer var nok til at lave kommuneplanen om efter et halvt år. Peter Thyssen (R) fandt, at de overordnede principper for byvækst i kommuneplanen skal tages i betragtning. Han var bekymret for konsekvenserne for andre områder i kommunen. Niels Brøchner (V) fandt, at sagen skulle i offentlig høring inden udvalgsbehandling. Poul B. Skou (K) sagde, at alternativet til at øge boligområdets størrelse ville være at øge højden og tætheden af byggeri i det område langs Fløjstrupvej, som under alle omstændigheder må bebygges. Sagen blev sendt i udvalg.

Har du lyst til at høre debatten skal du ind på kommunens hjemmeside: www.aarhus.dk/kommune. Specielt er det 18. minut dybt beskæmmende.

Ifølge Jyllands-Posten den 24. juli vil byggematador Mogens Sønderup nu med landsrettens hjælp tvinge kommunen til at anerkende hans ret til at bygge.

10.000 kr. til rampen

Lokalprojektet, et samarbejdsprojekt mellem Århus Kommune og Beder-Malling-Ajstrup Fællesråd, har på et styregruppemøde fundet mulighed for at give et tilskud til reparation af rampen i Malling. Med et bidrag på 10.000 kr. håber lokalprojektet, at det lykkes at bevare rampen fremover. Forudsætningen for bidraget er, at der findes det fulde beløb til reparation af rampen, og at der findes en løsning på den fremtidige drift af rampen.

Hækken blev klippet

Af Jens Peder Kristensen, Planlægning og Udvikling

Den klippede hæk

Sagen om hækken i Beder og hullet i cykelstien fortsætter i byrådets forskellige organer. Efter en grundig debat i byrådet 8. maj blev sagen sendt i Teknisk Udvalg. Rådmand Poul B. Skou kunne i forbindelse med debatten afsløre, at der nu var etableret kontakt til grundejerens familie, hvorfor han mente, der kunne laves et frivilligt forlig. Sagen blev dog alligevel sendt i Teknisk Udvalg med en forventning om, at Poul B. Skou til udvalgsmødet havde en løsning.

Kort efter byrådsmødet blev hækken klippet ned efter Vejkontorets anvisninger bortset fra et stykke på en meter midt i det hele. Det viste sig, at der var en fuglerede, og familien ville vente med at klippe det ned, indtil fugleungerne var fløjet fra reden. Det gjorde de tilfældigvis dagen før udvalgsmødet, så Vejkontorets folk på udvalgsmødet kunne præsentere billeder af en perfekt nedklippet hæk og gode oversigtsforhold.

På udvalgsmødet var der foretræde af grundejerens datter, en repræsentant fra naboerne og en repræsentant fra Fællesrådet. Alle var glade for at der nu var etableret gode oversigtsforhold, mens der var uenighed om vigtigheden af at få etableret cykelstien. Grundejerens datter påpegede, at der kun er et lille stykke cykelsti på begge sider af hækken, mens Fællesrådets repræsentant nævnte, at der var et stort behov også for denne del af cykelstien i området. Desuden har Fællesrådet en vision om at få en sammenhængende cykelsti fra Beder midtby til Fløjstrup strand, omend på langt sigt. Sagen blev udsat til næste udvalgsmøde efter ferien. Udvalgets medlemmer forventes i mellemtiden at tage et kig forbi Beder og orientere sig om forholdene.

De mystiske reklameskilte

Af Jørgen F. Bak, Fællesrådets forretningsudvalg

Siden sidste nummer af Fællesbladet har en lille arbejdsgruppe set på reklameskiltene, og der er sendt breve til kommunen med henblik på i det mindste at få fjernet skiltet ved Engdalgårdsvej. Allerhelst så vi, at de helt kom væk, for de passer slet ikke ind i vort miljø. Til nød hører de til i et storbymiljø - men det er underligt, at vi skal belemres med reklamer i tide og utide.

Der er mange underlige sider i forbindelse med sagen om disse skilte.

For det første er det, som omtalt i sidste nummer af Fællesbladet, et blåt øje til Lokalprojektet. Hvis der skal være mening i en øget borgerinddragelse i kommunens funktioner, er det af største vigtighed at kommunale embedsmænd og politikere altid husker at informere befolkningen og lokalområderne - gerne gennem Fællesrådet. Og det skal ikke ske med halve års forsinkelser (som vi fx oplever det med oversigterne over lokalplaner), men så snart der er sat noget i værk.

For det andet indgår skiltene som en del af kommunens byinventar, og det burde principielt set anvendes overalt i kommunen til buslæskærme, opslagstavler mv. Men kontrakten indeholder nogle talangivelser, fx. 330 buslæskærme - og det er langt fra nok til at dække hele kommunen. De er reserveret til det centrale Århus, og derfor kan vi ikke få dem her i Beder-Malling området. Omvendt indgår der 125 enkeltstående reklameskilte i kontrakten - og dem har man svært ved at finde plads til i Århus. Så vi bliver belemret med et par stykker af disse! Men da det kun er det centrale Århus, der modtager de øvrige dele af byinventaret, er det i modstrid med kommunens politik om en samlet helhed, hvis man blot sætter reklameskilte op i yderkanten af kommunen.

For det tredje forlyder det, at kommunen kun har givet tilladelse til ét skilt i Beder-Malling. Så er det sært, at der er to. Og forundringen stiger: hvorfor vil reklamefirmaet i det hele taget have besværet med et enkelt skilt (eller to) så langt fra de andre? Frygten er, at det er en prøveballon: går det godt, så...

Og det er farligt - ligesom dræbersnegle skal man slå hårdt ned fra starten. Derfor ønsker vi ikke reklameskiltene i Beder.

Hvorfor al den reklame?

Overordnet set kan man spørge om, hvorfor Århus Kommune skal plastres til med disse reklamer. Det er naturligvis korrekt, at vi har brug for buslæskærme, opslagsstandere og offentlige toiletter. Det koster penge. Opgaven kan enten løses rent kommunalt eller ved udlicitering. Kommunen har valgt den sidste løsning - men er det fornuftigt?

Det siges, at det er en økonomisk fordelagtig løsning for kommunen - og derfor for os alle sammen. Er det sandt?

Anlæg, opstilling og drift/vedligeholdelse af standerne er vurderet til at koste omkring 10 mio. kr. pr. år over en 15-årig kontraktperiode. Det er det, vi som borgere på sin vis sparer i skat. Men samtidig tjener reklamefirmaet ca. 28 mio. kr. pr. år på at have reklamestanderne. Det er forretningsmæssigt ikke en urimelig ordning. Men hvem betaler egentlig disse reklamer? Det gør du og jeg - så for at spare 1 kr. i skat betaler du knap 3 kr. i reklame. En urimelig merudgift!

Sidste nyt:

Kommunen har svaret på vore breve. Svaret er positivt. Skiltet ved Engdalgårdsvej bliver fjernet, men vi må leve med det, der er placeret på Damgårds Allé.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 5.8.2002

Fællesrådet Fællesbladet