Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 14 - nummer 4 - august 2002

• Korte artikler
• Gudstjenester, møder og koncerter
• pdf-udgave (læses med Acrobat Reader)

Jesu befalinger

De ord, hvormed Jesus sender sine disciple ud i verden for at gøre alle folkeslag kristne, opfattes vistnok ofte, som om der stod: "Gå ud i alverden og gør alle folkeslag til mine disciple ved at døbe dem - og ved at lære dem mine befalinger at kende!" Og dog står der jo altså ikke sådan, men derimod: "ved at lære dem at holde mine befalinger!" Og det særlige ved det kristne budskab er så netop, at der er en verden til forskel på at "kende" og at "holde".

Når således også i dag missionærer med baggrund i denne tekst sendes ud til ikke-kristne folk i verden, så er det selvfølgelig, som det skal være; for at formidle kristendom til fremmede kulturers og religioners mennesker, det hører ubestrideligt med til kirkens væsen. Og så er det forresten ligegyldigt, om disse mennesker bor i Pakistan eller Sudan, eller de bor i Danmark.

Men så må de, der påtager sig denne opgave, rigtignok også være på det rene med én ting, nemlig, at så længe det kun er kundskaber og kendskab, man vil udbrede, så drejer det sig endnu ikke om Jesu befalinger, men kun om den historiske og kirkelige tradition om disse befalinger. Nej for nok kan man ved at sprede kundskaber lære folk Jesu befalinger at kende, men ikke at holde. Vil man også lære andre at holde dem, så er det kun ét, der duer, nemlig, at man selv holder dem! Det er den eneste pædagogiske metode, som her kommer i betragtning.

En mand kan jo f.eks. tjene sit brød ved at undervise i matematik. Det er et hæderligt og nyttigt arbejde. Og hvad er nu den nødvendige forudsætning for, at han er sine penge værd? At han kan matematik selvfølgelig og har en vis øvelse i at lære fra sig. Dersom de to betingelser er opfyldt, skal der nok hænge noget ved.

Og på tilsvarende måde kan et menneske hæderligt leve af at forkynde kristendom. Han kan eksempelvis sikre sig sit udkomme i den danske Folkekirke og altså på den måde lade sig betale for at udbrede kendskab til Jesu befalinger. Men hvad er så forudsætningen for, at præsten duer til sit arbejde? Den er, at han samtidig med, at han efter bedste evne og overbevisning fremstiller Jesu befalinger, gør den tilføjelse, at efter disse befalinger lever han ikke selv, ikke bare, fordi han må have penge for det, som ifølge sagens natur skulle gøres uden betaling, men også, fordi disse befalinger er hele hans væsen imod.

Det ville jo ikke være så godt, dersom matematiklæreren til stadighed måtte forsikre, at matematik forstod han sig ikke på. Men for præsten - og for enhver kristendomsunderviser - ligger det noget anderledes. Hans "lære" bliver først til forkyndelse i det øjeblik hans egen indrømmelse (hvorved der for alt i verden ikke skal tænkes på personlige selvafsløringer og andre pikante komédier) gør det klart, at i forhold til Jesu befalinger drejer det sig ikke om at kende, men om at holde. Og tilsvarende: når det kristne budskab taler om sandhed, så er det aldrig den sandhed man kender og lærer andre at kende men den sandhed man gør - eller skylder at indrømme at man ikke gør!

Kristendommen er ikke uden ironi: Ligesom disciple, der havde svigtet godt og grundigt, engang blev sat til at gøre andre til disciple, sådan kalder evangéliet nu os, dets forkyndere i dag, der kender, men ikke holder Jesu befalinger, til at føre værket videre. Og for så vidt kan vi præster jo passende spørge os selv: hvad er det egentlig, vi gør efter at have lagt mund, hånd og vand til ved discipelforholdets oprettelse i dåben? Lærer vi folk at holde Jesu befalinger til samme standard som vi selv gør? Eller lærer vi dem ved vort eget eksempel, at dåben virkelig er en dåb til syndernes forladelse? Guds ja til dem, der ikke holder hans befalinger!

Malthe Madsen