Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 14 - nr.5 - September 2002


Ny hal og 25-års fødselsdag

Af Birgitte Therkildsen, BMI

Når den nye hal skal indvies, og når Beder Malling Idrætsforening fylder 25 år, bliver det fejret med et jubilæumsskrift, en udstilling, lavet af Egnsarkivet, en reception og en kæmpefest i hallen.

Beder-Malling Idrætsforening fylder 25 år d. 21 oktober 2002. Det betyder ikke, at idrætslivet i lokalområdet først blev organiseret for 25 år siden. I mange, mange år havde der eksisteret flere forskellige foreninger i hhv. Beder, Malling og Ajstrup. De havde navn efter aktiviteterne og var opstået hen ad vejen ved, at driftige lokale folk havde organiseret de aktive medlemmer i mindre foreninger. Man brugte skolernes faciliteter og klarede sig nogenlunde med det, men efterhånden opstod et behov for at få bedre træningsforhold og for at samle kræfterne. En følelsesladet fase, hvor voldsomme diskussioner om navn, organisering og omfang fandt sted, blev indledningen til dannelsen af BMI i efteråret 1977.

Foreningen startede med otte afdelinger; Gymnastik, Fodbold, Badminton, Volleyball, Tennis, Håndbold, Bordtennis og Skydning. Bordtennisafdelingen er i mellemtiden blevet nedlagt, og fire nye afdelinger er kommet til; Svømning, Basket, Motion og Petanque. Således består foreningen i dag af 11 afdelinger - og ca. 3600 medlemmer. Ved starten i 1977 kunne vi mønstre 2465 medlemmer. Både omfanget af aktiviteter og antallet af medlemmer er altså forøget, men ser vi på antallet af indbyggere i lokalområdet, kunne vi jo sagtes være endnu flere, der dyrkede sport i den lokale forening.

En hal mere

I oktober i år fejres også indvielsen af hal nummer to i Egelund. Et stort ønske er gået i opfyldelse. Efter en meget lang periode med ansøgninger, opsparing og forhandlinger står der nu en flot ny hal i Egelund. Sammen med to lækre omklædningsrum, øvelokale og depoter er hallen netop taget i brug. Det betyder, at mange flere aktiviteter kan samles i Egelund, og at flere medlemmer kan få glæde af det klubliv, som naturligt vil opstå i et idrætscenter, hvor mange færdes. Alle glæder sig over, at det er lykkedes at gennemføre et så stort projekt, og det er dejligt at se lokaliteterne i funktion.

Jubilæumsaktiviteter

Det skal naturligvis fejres, at disse to begivenheder finder sted, og at det er næsten samtidigt. Foreningen udsender i forbindelse med BMI-blad nr. 6 et jubilæumsskrift, hvori repræsentanter for de enkelte afdelinger beretter om deres historie, og hvori der fortælles om detaljerne i foreningens samlede historie. Skriftet udkommer d. 9. oktober, og skulle der være nogle som ikke modtager det - med reklamebudene - kan det afhentes i Egelund.

Flere afdelinger har afholdt mindre jubilæumsarrangementer hen over efteråret. Størst var nok Petanqueafdelingens afvikling af DM i august. En varm weekend med masser af rullende og trillende aktiviteter.

Egnsarkivet har tilbudt at arrangere en udstilling med minder fra de 25 år. De samler materialer ind i denne tid, og udstillingen vil være i Egelund i oktober måned. Man må meget gerne kontakte arkivet, hvis man ligger inde med billeder og andet grej, som har tilknytning til BMI.

Fredag d. 25. oktober holdes der officiel indvielse af hallen med reception og særligt indbudte gæster.

Fest for alle over 18 år

Endelig skal nævnes det store brag af en fest, som løber af stablen lørdag d. 26. oktober. Her er der lagt op til det helt store borgerbal med middag, underholdning og dans. Invitationerne er allerede sendt ud, og mange har sikret sig en billet. Foreningen håber at få rigtig mange af huse, så både fødselsdag og nye faciliteter kan blive fejret med manér.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 30.9.2002

Fællesrådet Fællesbladet