Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 14 - nummer 5 - September 2002

• Korte artikler
• Gudstjenester, møder og koncerter
• pdf-udgave (læses med Acrobat Reader)

Folkekirke eller forfatningskirke?

"Fremtidens kirke i Danmark - hvad kan vi håbe, hvad kan vi frygte?", det er emnet for en debataften den 11. november kl. 19.30 i sognegården hvortil vi i menighedsrådet har indbudt folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, sognepræst Jesper Langballe, og generalsekretær i Kirkefondet, sognepræst Kaj Bollmann som indledere; og som optakt til denne aften bringes her et historisk rids samt et fremtidsperspektiv:

På den afgørende herredag 1536 i København slagtede de fire "stænder", krone, adel, borgere og bønder, kirken som økonomisk og politisk institution. Men udbyttet blev ikke jævnt fordelt: konge og adel fik langt det meste, borgere og bønder kun en ringe andel.

I første omgang drejede det sig om bispeindtægterne; så kom turen til de store herreklostre, der blev til lensgods, og til domkapitlerne, som i løbet af ca. 150 år blev opsuget i statskassen. Og da svenskekrigene i det 17. århundrede havde tømt kronens kasse, kom landsbykirkerne i søgelyset. Med samt deres tilliggender blev de af staten, der altså optrådte som ejer, bortsolgt til højestbydende ved offentlig auktion, kom derved i privateje og blev ofte ilde behandlet, indtil de i nyeste tid er "afløst" og overgået til menighedsrådenes bestyrelse.

Fra ca. 1700 til ca. 1900 skete der kun få ændringer i statens forhold til kirkens økonomi; men derefter fik borgerne og især bønderne, som kom til magten med Venstre i 1901, deres part af kagen: Tienden blev afskaffet, det frivillige, dog i praksis ved sæd og skik tvungne offer afløstes af den kirkeskat, enhver kan blive fri for at betale, og præstegårdene blev solgt.

I dag er forbindelsen mellem stat og kirke i Danmark hverken ideologisk eller ideal. Den er slet og ret økonomisk; for på den ene side har staten og de grupper, den socialt og politisk har hvilet på, siden 1536 totalt forarmet kirken, og staten hænger selvfølgelig dermed på forbindelsen, i det mindste indtil grundloven ændres ved en folkeafstemning, der stryger kirkeparagrafferne (og det bliver måske ikke så nemt endda); og på den anden side har de folkevalgte selvfølgelig en opfattelse af, at alle rimelige behov bør tilgodeses for offentlige penge. Og da der trods alt stadig synes at være behov for et kirkeligt apparat, så stilles det til rådighed - for midler, som Folkekirkens medlemmer selv tilvejebringer ved kirkeskatten, eller som staten yder som "bod" for tidligere tiders plyndringer.

Dersom med andre ord det spørgsmål stilles, om Folkekirken i dag er en egnet ramme til at fastholde evangeliets forkyndelse i, så bør ingen - i betragtning af, at dog stadig 82 % af danskerne betaler for at være medlemmer af den, og de kirkeligt passives penge selvfølgelig er lige så gode som de aktives - have problemer med at svare ja.

Men skjules kan det selvfølgelig ikke, at der findes grupper, som af mange slags grunde finder statens kirkestyre for stift og ineffektivt og derfor virker for en ordning - og det vil jo sige en kirkelig forfatning - der skal give den kirkelige aktivisme ikke bare en større, men en legaliséret indflydelse på kirkens administration og økonomi.

Man kan kun ønske dette frivillige kirkelige arbejde al mulig lykke og held. Men indtil videre er det dog umuligt at identificére det med Folkekirken eller at opfatte aktivismen og effektivitéten som andet end en - absolut legal - hobby.

Eller anderledes sagt: Selv om der i 1536 fandtes et kongeligt og adeligt diktatur, så viste den følgende udvikling jo alligevel, at når det gjaldt om at sikre sig sin bid af den kirkelige kage, var alle samfundsgrupper enige; og kirken må - som folkekirke - altid finde sig i de kår, som folket ("herren") byder.

Den enkelte eller de enkelte kan med andre ord godt protestére og endda træde ud, de kan også prøve at få indflydelse og flere midler i hænde og arbejde for en kirkeforfatning, som privilegérer dem selv. Men da gør de det også på linie med de magtsøgende og magtudøvende grupper, hvoraf samfundet i øvrigt består. I det stræb repræsentérer de ikke Folkekirken, men udgør snarere en parallel til konge, adel, borgere og bønder.

Og bruger de tilmed evangéliet i deres bestræbelser, er parallellitéten blevet til identitét!

Malthe Madsen