![]() |
Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup ![]() Beder SkoleTværmenneskelighed i det lokale miljø- synspunkt fra nyvalgt skolebestyrelsesmedlem![]() Beder skole har fået ny skolebestyrelse. Traditionen tro er det gået ret stille af. Faktisk så stille, at man ikke engang behøvede at møde op til opstillingsmødet for at få en plads i bestyrelsen. I vores ellers i øvrigt aktive og ressourcestærke forstadsmiljø, hvor begivenheder som Fristedets løvfaldsfest, skolefesten og sågar høstgudstjenesten med særlige indslag for de små og store konfirmander, trækker fulde huse. I det miljø sælger valg til skolebestyrelsen ikke mange billetter. Ikke desto mindre er der indtrådt 4 nye forældre i skolebestyrelsen, som sammen med 3 gamle erfarne skal udgøre forældrerepræsentationen i den nye bestyrelse de næste 4 år. En af de helt store forældreudfordringer er, hvordan kan vi bidrage til at understøtte videreudviklingen af den skole, som vi har fortjent i Beder. En skole hvor alle tager ansvar, hvor det ikke handler om at skubbe ansvaret fra sig, over i skødet på de andre. Hvor vi lærer vores børn at reagere, når der sker noget forkert, hvor vi selv reagerer, når vi ser, at der udspiller sig noget forkert mellem børnene, når nogen bliver drillet, moppet, eller der bliver lavet hærværk i byen, hvad enten det er på skolen eller til og fra skole. Et godt skolemiljø, arbejdsmiljø, nærmiljø er ikke noget vi kan købe eller overlade til alle de andre, naboen, skoleinspektøren, præsten, politimanden, pædagogen eller byrådet. Det er noget vi alle sammen skal bidrage til og værne om og tage ansvar for. I en tid, hvor der i høj grad er brug for at tænke løsninger i helheder og på tværs af fag, grupperinger, forvaltninger, ministerier og nationer, må vi ikke glemme betydningen af det tværmenneskelige borgeransvar, der ligger lige for, nemlig, mit ansvar for det, der foregår lige omkring mig. Det kommer mig ved. Mikael Eggert Jørgensen |
|
© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 17.11.2002 |