Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 14 - nummer 6 - November 2002


Kirkeblad for Malling Pastorat - Kirke & Sogn Lammet ved korset

Nådens år

1. søndag i advent

På helligdagen gik Jesus, som vanligt, i sin hjembys kirke. Her læste han et profétord, som forkyndte, at alle plagede skulle sættes i frihed - i Herrens nådeår. Og så sagde han: Nu er det sket, lige for jeres øjne! Det er mig, det handler om. Jeg er Guds nåde, jeres frihed og frelse! Det lød storslået; og de var alle meget fornøjet med "de livsalige ord"; for de var alle på en eller anden måde plaget.

Alligevel ville de godt se en legitimation. Han var jo da bare Josefs søn. Så et par mirakler (som i nabobyen) ville afgjort styrke tilliden. Altså måtte han ud med beviset. Det var kun to små historier: først én om en hungersnød, hvor Israels børn døde som fluer, men hos en hedning var der altid mad nok, og dernæst én om en epidemi, som hærgede grumt i Israel, men en hedning fra Syrien blev helbredt, ingen andre.

Men det var også mere end nok! Stemningen vendte. De rejste sig alle for at slå ham ned. Det lykkedes ikke den dag, men siden, som vi alle véd. Og det var da kun rimeligt; for hvad er i grunden meningen med et nådeår, hvor Israels børn dør i elendighed, mens hedninger frelses? Så var det bedre at være nåden foruden! Hvad har man for at være jøde - eller kristen - , hvis nåden alligevel er fri og gør, hvad Gud vil, og ikke, hvad man selv vil?

Der er ingen tungere lod end at være henvist til andre menneskers barmhjertighed: at måtte leve af deres nåde. Og det er ikke anderledes med Guds. Den, som må leve af menneskers nåde, må finde sig i meget. Den, som er nødt til at leve af Guds, må finde sig i alt: et liv, en død, en fremtid - som han vil give det.

Og det skal man selvfølgelig ikke finde sig i! Derfor protestérede de og ville slå ham ned. Det er da ligetil, vi mener det samme. Derfor hedder det juledag "han kom til sine egne, og hans egne tog ikke imod ham"; og det er der intet evangélium i. Nej, men nok i, at han kom og stadig kommer til dem, der ikke "tager imod". Og i ham er hele Guds nåde, i dag, lige for vore øjne.

Malthe Madsen


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 17.11.2002

Fællesrådet Fællesbladet