![]() |
Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup ![]() BlækspruttenBlækspruttens "farvelsprut"Af Blæksprutten, Lone Verner Nielsen ![]() Efter godt et år - et godt år - som Blæksprutte bliver dette mit sidste bidrag til Fællesbladet i denne omgang. Min ansættelse stoppede med Lokalprojektets afslutning. Evalueringen var positiv, men kommunen prioriterede anderledes end at lade ordningen fortsætte og eventuelt udvide til andre lokalområder. Så nu må I fremover klare jer uden mig. Spørgsmål vedrørende kommunale forhold kan i stor udstrækning findes vis Århus Kommunes hjemmeside eller ved en opringning til Kommuneinformation. Heldigvis er der stadig Grønne Guider i området til miljøspørgsmål, herunder udlevering af affaldsposer. Fællesrådets Forretningsudvalg kommer nu selv til at klare mange flere opgaver og arrangementer. Hvis du har lyst og energi, så meld dig med lidt arbejdskraft - der er altid brug for en ekstra hånd eller nogle friske ideer. Jeg vil godt benytte lejligheden til at sige tak for samarbejdet i det år, der er gået både godt og hurtigt. Jeg har holdt meget af arbejdet bl.a. på grund af de dejlige aktive mennesker og samværet i de forskellige miljøer, jeg har deltaget i. Det har fungeret godt med biblioteket som base, hvor jeg har haft mange besøg, både af beboere med konkrete spørgsmål og med lyst til en sludder. Det vil jeg komme til at savne, når jeg fra 1. februar igen arbejder på Arbejdsformidlingens Regionskontor i Frichsparken i Århus. Tak for god en modtagelse og for et godt samarbejde i det forløbne år VelkomstfolderHusk at tage Velkomstfolderen ud af Fællesblad nr. 5 Hvis du hører til dem, der ikke omhyggeligt gemmer alle gamle numre af FB, vil jeg anbefale dig i hvert fald at gemme Velkomstfolderen, som var i FB nr. 5 fra sidste år. Den er blevet rost bl.a. for det gode kort over området. Der er også kommet forslag til forbedringer til et genoptryk. Folderen kan stadigvæk fås på biblioteket og hos de lokale ejendomshandlere. Ligesom den via folkeregistret fortsat udsendes til alle nye husstande i området. OpslagsstanderHusk at lægge vejen forbi opslagsstanderen i Malling Det ser ud til, at mange foreninger, grupper, institutioner og enkeltpersoner har taget opslagstavlen til sig som et godt sted at hænge meddelelser op. Det er jo også en fordel, at man ikke behøver at spørge om lov, men blot skal huske at medbringe stifter eller lignende - og måske en plastlomme, hvis opslaget skal hænge længe. Det betyder, at der altid er spændende nyt at læse om. Heino fra redaktionen har lovet at sørge for en vis orden fremover. Bor du i Beder, kan du måske glæde dig over, at der er planer om en tilsvarende opslagsstander i Beder omkring butikscentret. |
|
© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 2.2.2003 |