Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 15 - nummer 1 - Februar 2003


Beder Skole

Beder Skole

Miljøledelse - Miljøplakat

Torben Brandi Nielsen med plakat og børn

Tirsdag den 10. december havde Beder Skole besøg af rådmand, Torben Brandi Nielsen. Anledningen var, at vi på Beder Skole har formuleret en miljøpolitik som en del af vores arbejde med miljøledelse.

Rådmand Torben Brandi Nielsen overrakte miljøplakaten til os ved en lille festlig sammenkomst på skolen, hvor alle klasser og medarbejdere var inviteret, og hvor 1.c og 3.d underholdt med sange mellem skolelederens og rådmandens tale. Modtagere var blandt andre elever, som har arbejdet med miljøprojekter i undervisningen, skoleleder Dorthe Demuth og teknisk serviceleder John Sørensen.

Indledende siger vores miljøpolitik:

"Vi ønsker i vores daglige virke at fremme udviklingen frem mod et mere bæredygtigt samfund, hvor hensyn til det ydre miljø og arbejdsmiljøet har høj prioritet. Vi ønsker at arbejde systematisk med miljøundervisning, så det sikres at Beder Skoles elever efter endt skolegang har en viden om miljøforhold.”

Tandklinikken - 25 år

Karius og Baktud med elever

Tandklinikken på Beder Skole havde 25 års jubilæum i uge 45.

Det markerede vi ved at gå rundt i klasserne, hvor vi delte tipskuponer og æbler ud til eleverne. Æblerne var en gave fra Super Brugsen, Beder.

Karius og Baktus besøgte de heldige vindere af tipskonkurrencen og overrækkelse af præmier foregik i skolegården.

Fredag holdt vi" Åbent Hus" for vore samarbejdspartnere fra skolen og daginstitutionerne.

I jubilæumsugen havde vi også en lille udstilling om "Tandplejen gennem tiden" og statistikker over Beder skoles tandsundhed gennem 25 år.

Det er spændende at se, hvor stor udviklingen har været:

1981 havde kun 8% af de 15 årige aldrig haft huller i tænderne.
2001 var det steget så næsten halvdelen (45%) på dette klassetrin havde et helt sundt tandsæt.
1981 havde 58% af børnene i børnehaveklassen haft huller i tænderne.
2001 var det kun hver femte (22%) som havde huller.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 2.2.2003

Fællesrådet Fællesbladet