Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 15 - nr.1 - Februar 2003


Lokalprojektet

Blæksprutten vil blive savnet

Af Fællesrådets Forretningsudvalg

Hvad er en Blæksprutte uden cykel?

To chefer, ingen kollegaer, uklare arbejdsopgaver, men til gengæld store forventninger fra omverdenen. Det var rammerne for blækspruttens job. Umiddelbart lyder det utaknemmeligt, og det ville da nok også have fået mange til at sige nej tak til jobbet. Lone viste dog allerede fra den første dag de rigtige takter.

Hun gik ivrigt til sagen og med sit gode humør og smittende smil kom hun let i kontakt med alle. Sammen med Fællesrådets formand (den ene chef) og kontorchefen i kommunen (den anden chef) fik hun defineret sine arbejdsopgaver og gik i gang med masser af energi. Det lykkedes hende hurtigt at få gjort hele området opmærksom på, at nu var der en ekstra ressource til rådighed for at hjælpe med den - nogle gange - vanskelige kontakt med Århus Kommune. Samtidigt begyndte hun at assistere Fællesrådet i det daglige arbejde med en lang række små og store projekter.

Fællesrådet har været utrolig glade for at have Lone ansat. Selv om borgerne måske ikke i så stort omfang som forventet har brugt hende som indgang til kommunen (den såkaldte kvikskranke), så har Lones ihærdige indsats sikret, at idéen er ordentligt afprøvet.

Den helt store gevinst ved at have Lone ansat har dog været i Fællesrådets daglige arbejde. Takket være Lone har vi kunnet gennemføre projekter, som ikke ville være blevet realiseret uden hende. Takket være Lone har vi fået vist kommunen, at det har værdi at ansætte blæksprutter som støtte for Fællesrådene. Samtidigt har dialogen med kommunens embedsmænd og politikere kunnet styrkes. Fra Fællesrådets side har vi derfor et stærkt ønske om at fortsætte blæksprutte-ordningen, men må samtidigt respektere, at der helt fra de første overvejelser om at ansætte en blæksprutte var meldt klart ud fra Århus Kommune, at der ikke ville være midler til at fortsætte ordningen.

Ikke selvstændig kommune igen

Når vi taler om mulighederne for en fastansættelse af en blæksprutte, er det interessant at sammenligne os med Hørning Kommune, der har en størrelse og et befolkningstal, der ligner Beder, Malling, Ajstrup-området. I Hørning Kommune har teknisk forvaltning 16 ansatte. Set med vores lokalområdes øjne burde det være helt naturligt, at det lokale talerør (Fællesrådet) har bare én ansat. Målet er ikke at blive en selvstændig kommune igen. Fra Fællesrådets side kan vi se fordelene ved, at vi som lokalområde er en del af en storkommune, men vi synes dog, det er synd og skam, at der ikke samtidig kan blive råd til at styrke det lokale demokrati med en embedsmand (blæksprutte).

Så det er trist at skulle sige farvel til vores kære blæksprutte, men når det nu skal være, vil Fællesrådet hermed sige rigtig mange tak for den store indsats, som Lone har ydet gennem det seneste år. Og vi vil da også hermed ønske hende held og lykke med jobbet i Arbejdsformidlingen.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 2.2.2003

Fællesrådet Fællesbladet