Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 15 - nr.1 - Februar 2003


Er det snak eller reelt behov?

Af Lene Aa. Sørensen, redaktionen

Hvert år, når det går op for os, at vores 10-11-års unger efter 3. klasse ikke alle sammen kan få plads i fritidsklubben eller fritidshjemmet, harmes vi og tordner mod kommunen, som ikke bevilger penge, så alle kan få en plads. To-tredjedele af en årgang er overladt til selv at få tiden til at gå efter skole, til mor og far kommer hjem. Men - måske er det bare snak og brok?!

For hvis vi havde et reelt behov for et sted, ville vi vel sætte alle sejl til og melde os på barrikaderne og kæmpe for at få lov at bruge Mallinggård til et værested for vores børn??

Ja, vi spørger bare!

I sidste nummer bragte vi en artikel om, at en del af børnene i Beder Fritidsklub ikke bruger klubben, selv om de har en plads. En plads, som andre står i kø for at få. Vi bad om reaktioner - der er ingen kommet. Vi spurgte, om der var behov for Mallinggård - ingen svar. Nu har det selvfølgelig været jul, og alle har haft travlt og andet i hovedet, end hvad der skal ske til sommer.

Derfor er vi spændte. Spændte på, hvad der skete sidste mandag, 27. januar og efter Fællesbladets deadline, hvor der blev holdt et meget afgørende møde om Mallinggård. Der blev blandt andet efterlyst nye kræfter til arbejdsgruppen.

Fortsætter arbejdsgruppen? Kom der nye folk til? Vil der blive kæmpet for at få Mallinggård som værested for børn, unge og ældre?

Følg med i næste nummer af Fællesbladet - og skriv gerne din mening til os!


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 2.2.2003

Fællesrådet Fællesbladet