Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 15 - nummer 1 - Februar 2003


Malling Skole

Renovering og udbygning af Malling Skole for 8,5 mio. kr.

Skolens samlede elevtal har nu rundet de 600, og af dem går ca. 180 i Skolefritidsordningen Prikken om eftermiddagen. Det er omkring 2/3 af lokalområdets børn i aldersgruppen 6-10 år. Det har nødvendiggjort en udbygning af Malling Skole med 2 nye fælleslokaler, der bruges til undervisning i de yngste klasser om formiddagen og til SFO om eftermiddagen.

De to nye fælleslokaler etableres i en nybygning i den skolegård, der vender ud mod Malling Kirke. Herudover sammenlægges to meget små undervisningslokaler til et stort fælleslokale i den gamle inspektørbolig.

Nyt indgangsparti

Ny indgang - og nyt logo

Samtidig har skolebestyrelsen og skolens medarbejdere været enige om, at skolen trænger til et mere præsentabelt indgangsparti ned mod byen. Derfor etableres der en ny hovedindgang til skolen og skolefritidsordningen fra parkeringspladsen over for sognegården. Det er meningen, at børn til SFO fremover primært bruger denne indgang og forældre i højere grad parkerer på skolens parkeringsplads ved sognegården.

Den eksisterende parkeringsplads ved omklædningsrummene til idrætsfaciliteterne er først og fremmest til medarbejdere og fritidsbrugere.

Samtidig med, at der sker så mange ændringer i skolens fysiske rammer, har bestyrelsen vedtaget at udskrive en konkurrence om et nyt logo til skolen. Der er kommet over 100 forslag, og et bedømmelsesudvalg er gået i gang med udvælgelsesprocessen og udpegning af vinderforslaget. Vi regner med en offentliggørelse af vinderforslaget samtidig med en indvielse af de nye tilbygninger.

Nybygning og renovering for 8.5 mio. kr.

Den igangværende udbygning af Malling Skole er en del af byrådets samlede politik for udbygning og renovering af kommunens folkeskoler i disse år. Sammenlagt udbygges og renoveres Malling Skole for 8.5 mio. kr.

Samtidig med udbygningen med 2 nye fælleslokaler foretages en omfattende renovering af skolens ydre. Der skiftes vinduer, døre, repareres tage og skotrender, murværk og træværk, der males og skiftes tagrender m.m. Skolen er altså i færd med at få en tiltrængt fysisk genopretning og vil komme til at fremstå mere helstøbt efter mange års knopskydninger uden nogen egentlig sammenhængende plan.

Skolebestyrelsen har nemlig sammen med skolens medarbejdere og ledelse de sidste 3 år lagt et meget stort arbejde i at få udarbejdet en samlet plan for udviklingen i skolens fysiske rammer.

Det kommende pædagogiske servicecenter

Fra bibliotek til pædagogisk servicecenter

Efter hårdt pres og et omfattende dokumentationsarbejde lykkedes det f.eks. bestyrelsen at overbevise rådmanden om, at en modernisering af skolens bibliotek til et egentligt pædagogisk servicecenter for elever og lærere skulle ske som en tilbygning og ikke som en ombygning. Skolen har først og fremmest lagt vægt på at få flere m2 til rådighed.

En tilbygning til biblioteket inde i en af de indre skolegårde udvider det område, hvor elever og lærere kan søge informationer gennem bøger, blade, tidsskrifter og de elektroniske medier, og hvor de kan bearbejde disse informationer og arbejde med deres projekter og andre typer af opgaver. Derfor har biblioteket udviklet sig til et egentligt pædagogisk servicecenter med bogsamling, internetadgang, IT-faciliteter med faciliteter til multimediefremstilling, redigeringsrum, elev- og lærerarbejdspladser, møde- og grupperum.

Renovering af ude- og legearealer

Nybyggeriet og renoveringen forventes færdigt engang i foråret, men allerede omkring 1. februar forventes tilbygningen til pædagogisk servicecenter at blive taget i brug.

En del af to af skolegårdene bliver inddraget pga. nybyggeriet, og skolens ude- og fritidsarealer er i øvrigt meget nedslidte. Derfor har bestyrelsen også taget fat på en langsigtet renovering af ude- og legearealer, ligesom der for 2 år siden blevet taget fat på en indvendig renovering af klasselokaler og udskiftning af gamle skolemøbler.

Første etape af renoveringen af ude- og legearealer er etableret på de grønne områder ved personalets og fritidsbrugernes parkeringsplads. Der er foreløbig anlagt nye gynger, klatretårn, aktivitetsbakke og mooncar-bane.

Niels Olav Christensen
skoleinspektør


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 2.2.2003

Fællesrådet Fællesbladet