![]() |
Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup Skal Gammel Østergårdsvej lukkes?Af Jens Peder Kristensen, Fællesrådets forretningsudvalg ![]() Vejdirektoratet i København vil gerne have lukket Gl. Østergårdsvej for at forbedre sikkerheden ved baneoverskæringen. Århus Kommune og Fællesrådet har argumenteret for, at det vil være det samme som at skære Malling midt over. Vejdirektoratet har foreslået kommunen, at hvis kommunen går med til at lukke Gl. Østergårdsvej, så vil Vejdirektoratet betale den million kroner, det vil koste at øge sikkerheden på Holmskovvejs baneoverskæring. Det er jo et godt tilbud, som kommunen nu overvejer. Set fra Malling ligner det en form for afpresning. Der er nu også begyndt at tegne sig et billede af, hvordan lukningen af Gl. Østergårdsvej rent praktisk skal gennemføres. Der sættes simpelthen et hegn op langs jernbanen, så biler tvinges ad Nyvej, Mejerivej og Holmskovtoften. Fodgængere og cyklister kan heller ikke passere, men må gå hen til Stationspladsen, hvor de kan få lov at passere skinnerne. Det er ikke afklaret, hvordan cyklister og gangbesværede skal komme over skinnerne, men vi kan da håbe på, at der bliver en plan gangflade. For at forhindre de bilister, der plejer at køre ad Gl. Østergårdsvej, i fremover at drøne ned ad Nyvej og Mejerivej, vil der blive lavet bump på disse veje. Hvad synes du?Der er tale om en temmelig radikal ændring af trafikforholdene i det vestlige Malling, så Fællesrådet vil gerne have din mening. Du kan give din mening til kende i februar måned ved enten at gå ind på vores hjemmeside og stemme (www.bma.dk), eller ved at sende en mail til mig (jpk@pls.dk) eller ved at ringe til mig (86933116). Cykelsti fra Beder Skole i sigteByrådet bevilgede den 8. januar midler til at lave en dobbeltrettet cykelsti fra Beder skole til byens østlige udkant. Projektet forventes gennemført i 2003. Det er hermed efter flere års trakasserier tæt på, at den længe ventede cykelsti bliver etableret. Fortov i Ajstrup og flere stierEt forslag om at lave fortov i Ajstrup og en sti fra byens udkant til rundkørslen er på vej til byrådet. Der vil ved samme lejlighed blive etableret fartdæmpning i Ajstrup. Et forslag om en cykelsti fra Tranbjerg til Vilhelmsborg skov er ligeledes på vej til byrådet. Det vil gøre det muligt at cykle på stier og mindre veje helt fra Tranbjerg til Fløjstrup Strand. Disse to sager forventes færdigbehandlet i løbet af februar måned. |
|
© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 2.2.2003 |