Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 15 - nummer 2 - Marts 2003


Beder Skole

Beder Skole

Nyt fra skolen

Elevtallet stiger, vi runder 820 elever næste skoleår. I den kommende børnehaveklasse ser det ud til at runde 90 børn fordelt på fire klasser. Samtidig har vi bibeholdt fire klasser på 10. årgang, lidt over 100 elever, hvor de 75 er fordelt på tre idrætsklasser og 25 i én designklasse. Vi har måttet afvise nogle få elever, som heldigvis har fået plads på andre skoler.

Grunden til at vi har kunnet bibeholde det store antal elever i 10. klasse er, at kommunen har bevilget opstilling af en pavillon med to klasser. Da vi i forvejen ikke har lokaler nok til alle klasserne, var det en forudsætning fra skolebestyrelsens side for at Beder Skole fortsat kunne løse opgaven som "10.klasses-center".

Selv om det naturligvis er en midlertidig løsning, er vi glade for kommunens tilsagn. Det havde været en vanskelig opgave, at finde plads til 50-60 elever andre steder i byen.

Skolefesten 2003

Endnu en gang har Beder Skole været fyldt til bristepunktet med feststemte børn og voksne. Selvom skolens elevtal er støt voksende har vi holdt fast i at arrangere én stor fællesfest, frem for at fordele festen over flere dage. Det giver lidt trængsel og alarm, men med hensyntagen og tålmodighed finder børn og voksne på plads uden de store problemer.

Vores fælles tema i år var "Al verdens hjørner", og vi blev ført rundt fra Grønland, Bolivia, Det vilde Vesten til Aladdins huler, med kulinariske, billedlige og dramatiske udtryk. Som sædvanlig med hektisk aktivitet i dagene op til festen, hvor lærere og pædagoger sammen med en masse engagerede børn knoklede helt frem til festens åbning.

Skate-boards i Beder

En del af vores elever, især på 5.- 8. klassetrin, er meget optaget af at lave akrobatiske øvelser på skate-board. Det vil vi naturligvis også gerne give dem mulighed for i frikvarterene, men hvis ramper o.lign. er til rådighed efter kl. 16.00 er det til stor gene for skolens naboer. Som vi ser det, har disse unge et stort behov for et sted, hvor de kan dyrke deres interesse i fritiden - gode idéer efterlyses!

Kalenderen i april/maj:

Skolebestyrelsen - 8/4 og 13/5.
Lejrskoler: Uge 17- 5.b i København
Uge 19- 2.c i Dyngby
Prøver: Uge 19 - skriftlig prøve 9.-10.
Sidste skoledag 9.-10.klasse d. 23/5.
Forårskoncert d. 21/5.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 2.4.2003

Fællesrådet Fællesbladet