![]() |
Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup Fællesrådets generalforsamlingAf Jørgen F. Bak, formand for Fællesrådet Der deltog 23 personer i Fællesrådets generalforsamling den 19. marts. I det seneste halve år er der kommet fire nye medlemmer af Fællesrådet, så der nu er 100 medlemmer. De nye medlemmer er: Ajstrup Forsamlingshus, Den integrerede institution Præstetoften, Rampens Venner og Datastuen. På grund af et stort arbejdspres havde Niels Kjølhede meddelt, at han måtte stoppe som formand et år før tid. Efter forslag fra forretningsudvalget blev Jørgen F. Bak valgt enstemmigt. Poul Lorenzen blev genvalgt som kasserer. Ligeledes blev Jens Peder Kristensen og Sonja Andersen genvalgt. Mogens Brøchner-Nielsen, der er meget aktiv i arbejdsgruppen for planlægning og udvikling, blev nyvalgt sammen med Anna Kjeldsen, der har deltaget i en arbejdsgruppe om information. Niels Kjølhede aflagde beretning for det forløbne år, med enkelte indlæg fra andre medlemmer af forretningsudvalget. Hovedemnerne har løbende været berørt her i Fællesbladet, læs bl.a. mere i artiklerne på side 24 og fremad i dette blad. Poul Lorenzen fremlagde regnskaberne for Fællesrådet og Fællesbladet, samt et budget for det kommende år. Der er begrænset luft til nye aktiviteter, og sammenholdt med ophøret af Lokalprojektet, som har kunnet bidrage til konkrete projekter, blev der givet en bemyndigelse til at medlemskontingentet om nødvendigt øges med 50 kr til 350 kr/år i 2004. Læs det fulde referat på www.bma.dk/faellesraad/2003/ Den nye formandJeg har boet i Beder siden 1985, og har altid ment at de nære omgivelser er meget vigtige. Men et godt lokalsamfund opstår ikke af sig selv - der skal arbejdes for det. Derfor har det været naturligt for mig at gå ind i arbejdet i Fællesrådet. Midt i halvfemserne gjorde jeg mig tanker om en hjemmeside for lokalområdet - men afventede at andre skulle give udtryk for det samme. Da det skete, meldte jeg mig straks under fanerne. Det sidste halvandet år har jeg også været med i redaktionen for Fællesbladet. Jeg har siddet i skolebestyrelsen på Beder Skole i ca. 7 år, bl.a. som formand. Da Lokalprojektet startede for 4 år siden syntes jeg at det var en enestående mulighed for at forbedre dialogen med 'dem på Rådhuset' - og samtidig en god mulighed for at gøre noget for lokalsamfundet. Så jeg kastede mig over det med ildhu. Det har været meget interessant. Endelig har jeg de seneste år været med i forretningsudvalget, og har specielt taget mig af information. Som formand vil jeg basere mit arbejde på dialog. Primært mellem os her i Beder-Malling-Ajstrup - men også med kommune, amt mv. Her har mine år med Lokalprojektet givet mig et meget godt kendskab til Århus Kommune, og det vil være til stor nytte i den kommende tid. Jeg har været lidt i tvivl om jeg ønskede at blive formand, da jeg finder en stor glæde i mit arbejde med information på Lokal Hukommelse, i Fællesbladet osv. Men efter at have vendt muligheden/problemet et par gange, kom jeg frem til at information er centralt for en formand. Selvom min arbejdsindsats vil ændre karakter, vil jeg således fortsætte med en tæt kontakt til hjemmeside og blad. Tak til Niels KjølhedeAf Fællesrådets forretningsudvalg Efter tre år på posten som formand, måtte Niels Kjølhede desværre fravælge Fællesrådet på grund af et stort arbejdspres i forbindelse med et større projekt i udlandet. Det er et stort tab for forretningsudvalget, men vi har stor forståelse for at der er grænser for hvor mange gange man kan genbruge døgnets 24 timer. Niels Kjølhede har i sin formandstid trukket et meget stort læs - dels i kraft af at Lokalprojektet har krævet sit, men også fordi Niels har haft mange ideer om lokalområdets udvikling, og specielt den synlige side af det. Således har han været en drivende kraft i at vi nu har fået cykelstien fra Ajstrup til Malling, og er bagmand for nye synlige projekter: festpladsen i Egelund, cykelrastepladsen ved den nye cykelsti, beplantning ved indfaldsvejene og fortov i Ajstrup. Hans koordinerende evner og store samarbejdsvilje har været et væsentligt bidrag til det tætte og konstruktive samarbejde med Århus Kommune. Det har også været en vigtig faktor i den fortsatte store opbakning til Fællesrådet i lokalområdet. Selvom vi naturligvis vil savne hans utrættelige arbejdsevne, har vi fået et godt fundament for det fortsatte arbejde. Forretningsudvalget ønsker Niels Kjølhede held og lykke med den kommende tids udfordringer verden rundt. |
|
© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 1.4.2003 |