Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 15 - nummer 3 - Maj 2003


Beder Skole

Beder Skole

Den sværeste beslutning

Efter et år som medlem af skolebestyrelsen på Beder Skole blev jeg på skolebestyrelsesmødet i april valgt som formand i det kommende år. Jeg vil benytte lejligheden til at fortælle om, hvad det er, jeg som bestyrelsesformand vil vægte højt det kommende år.

Jeg er gået ind i skolebestyrelsesarbejdet, fordi jeg havde lyst til det, og fordi jeg tror forældre og skolebestyrelse kan være en værdifuld ressource i Beder Skole.

Skolebestyrelsen er ansvarlig for den overordnede ledelse af skolen, og sammen med skolens ledelse er bestyrelsen med til at prioritere, hvordan Beder Skole bedst muligt udnytter ressourcerne. I sådanne drøftelser indgår såvel pædagogiske og faglige vurderinger, ligesom økonomien er uløseligt forbundet med skolens råderum.

Derfor bliver der brugt meget tid på økonomi på skolebestyrelsesmøderne, primært skolens egen men også med en lidt mere overordnet indgangsvinkel i form af høringer fra skoleforvaltningen i Århus Kommune. Skolebestyrelsen får her mulighed for at ytre sin holdning til nye tiltag på det skolepolitiske område.

Skolebestyrelsen har for nylig besluttet at reducere klasseantallet på den kommende 1. og 7. årgang fra 4 til 3 klasser. Det var klart den sværeste beslutning, jeg har stået overfor det sidste år, for klassesammenlægninger er ikke noget, man bare gør. Derfor lagde jeg personligt stor vægt på, at lærergruppens argumentation for sammenlægning af klasserne var baseret på en række pædagogiske, sociale og faglige fordele - og ikke kun en brik i det store økonomiske puslespil.

Processen omkring beslutningen har siden været genstand for megen kritik fra forældrenes side, blandt andet fordi den ikke levede op til Beder Skoles målsætning om at sikre et højt informationsniveau. Manglende kendskab til beslutningsgrundlaget, information sidste dag før påskeferien og information af elever før forældre efterlader naturligt de allerfleste forældre frustrerede og bekymrede. Hvad skal der ske - for hvorfor kommer budskabet som lyn fra en klar himmel?

Ovennævnte bliver næppe den sidste beslutning skolebestyrelsen træffer, som vil få betydning for både elever og forældre. Udfordringen for Beder Skole bliver at sikre, at forandringer fremover bliver tacklet bedre. Her har skolebestyrelsen en vigtig rolle: Vi skal være med til at bygge bro mellem forældre og skole og skabe klarhed om forældrenes forventninger og ønske om inddragelse. Vi skal også sikre, at Beder Skole i hverdagen lever op til visioner og værdigrundlag. De skal være mere end ord på et stykke papir.

Forandringer er en del af vores hverdag - på arbejdet, i skolen og i fritiden. Forandring er ikke per definition dårligt. Men jeg tror på, at vi sammen kan skabe en ny tradition for åbenhed og dialog om skolebestyrelsens beslutninger og de forandringer, de medfører - for trods vrede og kritik over processen blandt forældrene til de elever, der berøres af de kommende klassesammenlægninger, fornemmede jeg samtidig en accept af skolebestyrelsens beslutning, og en vilje til som forælder at deltage konstruktivt i at skabe nye, gode klasser for vores børn.

Det tager jeg som et godt tegn - og jeg vil sammen med mine kolleger i skolebestyrelsen gøre mit bedste for at hjælpe arbejdet på vej.

Kirsten Petersen, ny formand for skolebestyrelsen


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 26.5.2003

Fællesrådet Fællesbladet