![]() |
Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup Beder BørneCirkusAf Uffe Dittmer, cirkusdirektør ![]() Lørdag den 31. maj havde Beder BørneCirkus sin store dag. To flotte forestillinger i teltet i Engdalgårdsparken var resultatet af vinteren og forårets træning. De mange dygtige og spændte artister optrådte med deres mange veludførte cirkuskunster. Efter forestillingen var artisterne trætte stolte og glade. Og det havde de også god grund til. Flere end nogensinde havde overværet BBCs gallaforestillinger. Teltet var stopfyldt til begge forestillinger og den cirkusforestilling publikum havde overværet havde både henrykket, overrasket, imponeret, underholdt og ikke mindst moret dem. Det kunne høres på de kommentarer, der kom, da publikum forlod teltet. Ingen tvivl om at de medvirkende også havde haft en god (og hård) dag. Cirkusdirektøren vil gerne sige tak for indsatsen til de mange dygtige artister. Og håbe at I vil blive ved med at træne og øve. På den måde kan vi hvert år overraske og imponere vores publikum. Der er også en stor tak til de forældre, der gjorde det muligt at lave denne dag. Tak til de der slog teltet op, tak til de der syede bagtæpper og kostumer, tak til de der var påklædere og holdt orden i bagteltet, og tak til de der sørgede for boderne, hvor man kunne købe saft, kaffe, kage, popcorn, is og ikke mindst billetter! Hele Beder BørneCirkus vil gerne sige mange, mange tak for den store interesse og opbakning vi føler der er om vores arrangement. Når så mange mennesker vælger at bruge en eftermiddag på vores forestilling, ja så er det jo ikke kun artisternes bedsteforældre (som vi er meget glade for), der kommer. Der må være mange andre der synes, at det, vi laver, er underholdende - også uden at have familierelationer med artisterne. Det er vi meget glade for, og vi håber, at vi også i fremtiden kan leve op til de forventninger, vores store publikum vil have til os. ![]() Næste sæsonVi starter fredag den 12. september kl. 16 i gymnastiksalen på Beder Skole. I den nye sæson har vi også træningstid på fredage fra kl. 16 til 18. Træningen vil som regel blive delt op sådan, at der er fælles opvarmning og undervisning i den første time og fra 17 til 18 er der træning for de, der selv kan holde sig i gang med seriøs træning af et nummer. Fredag den 19. september er der forældremøde for alle artist-forældre - både nye og gamle. Her skal vi nedsætte arbejdsgrupperne til den nye sæson. I Beder BørneCirkus er det nemlig ikke kun artisterne, der skal træne i løbet af vinteren; forældrene skal også yde en praktisk arbejdsindsats for at hele organisationen kan fungere! Yderligere oplysninger kan man få på www.dittmer.dk/bbc eller ved at ringe til Uffe og Maj-Britt på tlf.: 86 93 60 10. Kalender:12. september 2003 Start på træningen P.S. Til alle der er interesserede i Børne- og ungdomscirkus løber årets store festival af stablen i tangkrogen fredag den 22. - 23. august. Her optræder 20-30 forskellige cirkus med deres forskellige forestillinger. Beder BørneCirkus er også med, men ikke med en hel forestilling. |
|
© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 3.8.2003 |