Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 15 - nr.4 - August 2003


Biblioteket

Beder-Malling Bibliotek

Nyt fra biblioteket

Af Lene Sepstrup, bibliotekar

Bogsalg og læselyst

Der blev som sædvanlig solgt frasorterede bøger for flere tusind kroner op til sommerferien.

De vil blive brugt til indkøb af nye materialer. Dog var der ikke helt så meget gang i børnebøgerne i år, hvad der godt kan få én til at tænke lidt over hvorfor, når heller ikke udlånet af børnebøger går særlig strygende. En nærliggende tanke er, at der er så mange aktiviteter, der konkurrerer om børnetid, at læsning og fordybelse i bøger ikke får så høj prioritet som tidligere. Det har kulturminister Brian Mikkelsen også tænkt over, og derfor søsætter han til efteråret en Læselyst-kampagne. Den vil vi komme til at høre nærmere om.

På et møde, der var startskud for den 2-årige kampagne, sagde han blandt andet: "Bogen rummer både spændende oplevelser, erkendelse og indsigt. Og den store viden, man høster gennem læsning, er fundamentet og forudsætningen for et ordentligt samfundsengagement. Læselysten har mange børn allerede, men vi skal styrke deres engagement og læsefærdighed endnu mere ved sammen at skabe nye initiativer."

Men hans fine ord skal ikke stå alene, synes jeg. En børnebogsforfatter, Lene Kaaberbøl, som blandt andet er kendt for fantasy-serien Skammerens børn (for større børn), slår et slag for den underholdende historie i en nylig artikel i tidsskriftet Kulturkontakten. Børn vil nemlig ikke kede sig, siger hun. En bog skal gå i gang med det samme. Den skal være som en åleruse: nem at komme ind i, men er man først kommet ind, er der ingen vej tilbage. Det skal børnebogsforfattere tænke meget over, og det skal vi, der formidler bøgerne, også.

Velkommen til en ny læsesæson!

Nye medier

Og så er biblioteket også meget andet end bøger. Et af de seneste skud på stammen af nye medier er dvd´erne. De er nu blevet så populære, at vi vil til at anskaffe flere og flere af dem, efterhånden som de begynder at fortrænge videoerne.

Udstilling i august

I august vil biblioteket udstille et udvalg af de 140 flaskeskibe Poul Poulsen fra Odder har lavet siden 1967.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 3.8.2003

Fællesrådet Fællesbladet