Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 15 - nr.4 - August 2003


Nye ejere af Ajstrup Camping

Af Heino Hermann, redaktionen

Fællesbladets forbrændte medarbejder er taget en tur til vandet for at blive afkølet. Her mødte jeg den ene halvdel af campingpladsens nye ejere, Dorthe Andersen, som bl.a. løftede lidt af sløret for deres fremtidsplaner.

At begive sig ud i campinglivet, og så endda som campingplads-ejere, er ikke noget alle og enhver sådan lige springer ud i. Men for Dorthe, hendes mand Anders og deres datter Christine, skete det næsten fra den ene dag til den anden. Det var i hvert fald en rimelig impulsiv beslutning fortæller Dorthe.

Et lille bip fortæller, at der er kunder i receptionen, og Dorthe må gå et øjeblik. Ja, trods det noget svingende danske sommervejr er der nok at se til sådan en mandag i juli.

- Vi vil gerne gøre Ajstrup Camping til en mere familievenlig campingplads. Derfor står en ny stor legeplads øverst på listen af nyinvesteringer, fortæller hun.

Et trækplaster bliver helt sikkert også det nye udendørs badeland, opvarmet, med rutsjebane og bølgebad. Om vi lokale også vil få glæde af det, vil Dorthe ikke love.

- Det bliver i første omgang hovedsageligt for pladsens beboere. Men vi vil måske på sigt lave et system med dags-billetter til gæster, siger hun.

- Ajstrup skal være et attraktivt sted at komme for både danske og udenlandske turister. De nye tiltag, en høj service og markedsføring i hele Europa skal hjælpe med til dette, forklarer hun.

- Åh skriv også, at vi naturligvis fortsætter med at holde Sankt Hans hernede, selvom vi nær regnede væk i år, slutter Dorthe.

Og så kæmpede undertegnede sig op ad havbakken igen; hjem til Malling.





© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 3.8.2003

Fællesrådet Fællesbladet