Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 15 - nr.4 - August 2003


Det Grønne Værksted for alle

Af Lisa Kock Nielsen, redaktionsassistent

For enden af den ufremkommelige grusvej, Karlslundvej, ligger den økologisk drevede gård "Mariendal". Her leves livet fredeligt i smukke naturomgivelser og når man ser nærmere efter, åbenbarer der sig et væld af spændende muligheder som lokalbefolkningen er mere end velkommen til at nyde godt af.

Der hersker en del forvirring om Det Grønne Værksted på Mariendal. En af de mange historier er, at det er narkomaner, der bruger stedet

.

- Det er rigtigt at Mariendal har været brugt som afvænningssted for narkomaner en gang, fortæller leder, Søren Thoby, men det er mange år siden. I dag har vi nogle helt andre arbejdsopgaver. Samtidig bestræber vi os på at skabe nogle spændende rammer og faciliteter, som borgere i Århus Kommune og især lokalbefolkningen er velkommen til at benytte.

Erhvervsprøvning

Hovedopgaven på Mariendal er dog først og fremmest at afprøve erhvervsevnen for en bestemt gruppe af mennesker i Århus Kommune, hvilket gøres på Det Grønne Værksted på Mariendal.

I alt er der 21 kursister, og fælles for dem er, at de af den ene eller anden grund har haft svært ved at få et fast fodfæste på arbejdsmarkedet.

- Arbejdsprøvningen hernede på Mariendal varer et halvt år, og i løbet af den periode skal vi have afklaret, hvordan den enkelte kursist kommer ind i et normalt erhvervsforløb og om det overhovedet kan lade sig gøre, forklarer Søren Thoby.

I alt underviser tre faglærere og en skolelærer de 21 kursister, som deler sig ud på forskellige hold.

Et landbrugshold står for bl.a. dyrkningen af de 10 ha marker, hvor afgrøderne bruges til foder til stedets mange dyr. Også vedligeholdelse af haver, plæner og vandløb, dyrkning af grøntsager og pasning af dyrene sorterer under landbrugsholdet.

Værkstedsholdet derimod tager sig af om- og tilbygninger, nyanlæg af haver, reparationer af maskiner og producerer i savværket, hvor der for tiden laves havesæt i lærketræ.

Levende dyr og smukke haveanlæg

- Vi kalder det for hobby-dyr, siger Søren Thoby, og peger over mod dyrene som tæller grise, får, geder, høns, kaniner og lidt heste.

- Alle vores dyr går ude hele året og er en yndet attraktion for de børn, der kommer på besøg. Mange børn har aldrig set en levende gris eller får, så de kan stå i timevis og betragte dyrene, især grisene er et hit.

Alle kan besøge Mariendal, og der er rigeligt at tage sig til. Ud over dyrene findes der det store parkanlæg fra dengang Mariendal var en proprietærgård. I dag huser parken klatretårne og den spændende 100-meter skoven, der tager afsæt i Peter Plys' univers. Der arrangeres ture med guide rundt i skoven, hvor man bl.a. kan finde honning og støde på Æslets hus. Også ture til vandhullet med indfangning af insekter står på programmet.

I haverne kan man ud over traditionelle grønsagsplanter se forskellige medicinplanter. En stor samling af spændende krydderurter er en anden fast bestanddel af avlen på Mariendal.

Indenfor i de gamle længer er der bl.a. indrettet naturskole med udstillinger af både levende og udstoppede dyr og fugle.

Besøgssted for alle

Mange institutioner i lokalområdet bruger stedet som udflugtsmål, og Søren Thoby ser gerne at endnu flere kommer på besøg, også privatpersoner. - Egentlig er vi ikke forpligtede til at åbne dørene og invitere indenfor, men vi synes, at vi har så gode rammer, at de skal nydes af så mange som muligt, forklarer han. - Det er dejligt med liv hernede, og vi vil gerne dele stedet med endnu flere. Institutioner betaler 200,- kr. pr. besøg, eller kan for 1000,- kr. komme så tit de vil. De skal bare ringe først og booke sig ind. Familier og privatpersoner i det hele taget kan derimod komme frit og kvit uden forhåndstilmelding, men må så til gengæld indordne sig evt. institutioner på besøg. Derudover findes der kun få regler for de besøgende på Mariendal. - Vi har med vilje lavet så få regler som muligt, siger Søren Thoby, og det fungerer fint. Det er vores fornemmelse, at folk gerne vil være med til at passe på stedet, og alle er flinke til at rydde op efter sig. Det gælder også for de tre shelters, som Mariendal har bygget og sat op. Det koster 15,- kr. pr. overnatning, hvilket er den vedtagne pris for en overnatning i "Naturcampingpladsernes" regi. Kriteriet for at benytte en naturcampingplads er i øvrigt, at man ankommer til pladsen i "et ikke motoriseret transportmiddel".

Pileflet og økologi

Som på enhver veldrevet gård dyrkes der også grønsager på Mariendal, og besøgende på stedet kan købe nogle af produkterne med hjem fra et lille dørsalg i en af de restaurerede længer. Som noget nyt har Mariendal gennem de senere år også opdyrket en produktion af økologisk pil. - Med den stigende interesse for pil, synes vi det er sjovt at kunne efterkomme efterspørgslen af økologisk pil, som vi er nogle af de eneste der dyrker, forklarer Søren Thoby og henviser til salget af både levende pil til hegn og tørret pil til flet, som Mariendal er leveringsdygtig i. I øvrigt dyrkes alt på Mariendal økologisk og det skyldes ikke så meget et valg som et påbud fra Århus Kommune, der får en del af sin vandforsyning fra boringer i området.

Det gamle Mariendal

I en del af den gamle hovedbygning er der i dag indrettet et bofællesskab, som bebos af fem personer. Bofællesskabet har tilknyttet en pædagog, og enkelte af beboerne arbejder som assistenter på Mariendals grønne værksted. Oprindeligt blev Mariendal skabt i 1860'erne og fungerede som avlsgård til Vilhelmsborg. Stedet blev ejet af familien Gyldenkrone og blev frem til 1923 beboet af to komtesser fra Gyldenkronefamilien. I 1923 købte gårdejer Lars Hviid Vilhelmsborg og blev dermed ejer af Mariendal. Lars Hviid indsatte sønnen Aksel Hviid som forpagter, og sammen med hustruen Ellen Margrethe skabte han en veldrevet gård, som havde ry for at være et godt sted at tjene. Blandt andet var Aksel Hviid ikke bleg for at låne penge til folkene, hvis der var behov for det.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 3.8.2003

Fællesrådet Fællesbladet