Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 15 - nr.4 - August 2003


Korte nyheder

Femte sæson i Musik i Malling

Af Heino Hermann Krüger, Musik i Malling

Nu er det ved at være tid til en ny sæson fuld af musik. Faktisk den femte af slagsen, hvor vi lig tidligere år, igen tilbyder en bred vifte af muligheder for musikalsk udfoldelse. Musik & Bevægelse for de mindste, guitar, klaver, trommer og sang, er blot nogle af de ting, du kan melde dig til.

Vores folder bliver omdelt til eleverne på Malling Skole den første uge i det nye skoleår. Desuden vil den være at finde i SuperBrugsen samt på Beder-Malling Bibliotek. Endelig er du velkommen til at kontakte Heino Hermann på telefon 86 93 10 35 for eventuelle spørgsmål.

Søndagscafé

Af Brugerrådet

Vi har fået et dejligt frivilligt arbejde op at stå omkring cafeen på lokalcenter Eskegården. Frivillige kommer på skift i cafeen - især om søndagen. De frivillige dækker borde, tænder stearinlys og har tid til at hygge om de besøgende.

Café-tilbuddet er rettet til ældre i vores område, og det er vort håb, at rigtig mange vil tage imod tilbuddet om at købe en god søndagsmiddag - som man kan spise i samvær med andre og i hyggelige omgivelser.

Fra 7. september kan vi tilbyde transport både til og fra søndagscafeen, man skal blot tilmelde sig torsdagen forinden på Lokalcentrets telefon.

Endvidere foregår der andre aktiviteter på søndag-eftermiddage, som man er velkommen til at blive og deltage i. Se i øvrigt tider og data på Eskegårdssiden her i bladet.

Nyt om motocrossbanen

Af Lisbet Fruelund, redaktionen

Motocrossbanen mellem Tisetvej og Østergårdsvej vest for Malling er nu færdig efter tolv års forløb. Den er prøvekørt, og Edvard Pedersen fra Ungdomsskolen Århus Syd håber på en indvielse i september. Fritids- og Kulturforvaltningen i Århus Kommune, der står for motocrossbanen, oplyser, at banen er godkendt af amtet og miljøtilladelsen er gældende. Dog ligger der i Miljøstyrelsen en klagesag fra naboerne angående jord, som er kørt ind til voldene. Fritids- og Kulturforvaltningen afventer en afgørelse, men forventer, at banen tages i brug af ungdomsskoleelever efter sommerferien.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 3.8.2003

Fællesrådet Fællesbladet