Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 15 - nummer 4 - August 2003

• Korte artikler
• Gudstjenester, møder og koncerter
• pdf-udgave (læses med Acrobat Reader)

Indbydelse til fire aftener om Søren Kierkegaard

Om Søren Kierkegaard ( 1813 - 1855 ) påstås det ofte, at han ikke er til at forstå, fordi hans tankeverden er sær. Og sær er den da vitterlig - som han selv var det! - men hermed er jo ikke sagt, at han er uforståelig. Det kunne vel godt forholde sig sådan, at det særlige ved hans tankeverden ligger i, at der deri afdækkes noget alment: at han rører ved problemer, der angår os alle, men som vi måske bare ikke er i stand til at gennemskue eller ikke bryder os om at blive konfronteret med. At hævde, at han er uforståelig for "den menige mand" er ganske enkelt forkert. Der er få "store ånder", der har vist et tilsvarende talent for at blotlægge "den menige mands" problemer og haft så megen forståelse for dem.

Måske bærer en del af Kierkegaards kritikere noget af skylden for, at han er blevet misforstået. Det gælder således dem, der - ikke sjældent med tilhold hos Grundtvig og i det grundtvigske - hævder, at man i hans tænkning ser et eksempel på et livssyn, hvori den enkelte isoleres fra sin omverden og fortaber sig i endeløs selvoptagethed: selvkredsning f.eks. som selvransagelse eller som selvforherligelse.

Intet kan være mere forkert; for nok er Kierkegaard med rette blevet kaldt "inderlighedens digter" og "subjektivitetens tænker", men ingen har dog som han påvist, hvilken forbandelse selvoptagetheden i alle dens afskygninger kan være for et menneske, ligesom ingen som han har afdækket de former for fortvivlelse, der giver sig af selvoptagetheden. Og tilsvarende har få som han haft en så klar forestilling om, hvilken velsignelse det er for et menneske at blive befriet for sine indre, selvforskyldte og derfor overflødige sjælekvaler

For Kierkegaard stillede sagen sig blot sådan, at denne befrielse er alt andet end selvfølgelig; for - mente han - hvis et menneske virkelig er fortvivlet og sluttet inde i sig selv, så er et hvilket som helst forsøg på at "glemme sig selv" gennem udadvendte aktiviteter udsigtsløst. På den måde opnår man højest at vende ryggen til problemet - for en tid! Hvis problemet hedder selvoptagethed, nytter det ikke at vende ryggen til det. Det følger med bag om ryggen, med den konsekvens, at éns liv med andre bliver tvungent og krampagtigt. Man spiller roller; men rollespillet har sin pris. Det skaber en slavisk afhængighed af det at tage sig fordelagtigt ud i andres øjne. Man efteraber f.eks. kritikløst det, som man véd gør indtryk, og er derfor yderst sårbar, når efterabelsen bliver gennemskuet. Man bruger omgivelsernes værdier til at måle sit eget værd med. Man omgås ikke andre på den måde, at man er til for dem, men kun for at sammenligne sig med dem og hævde sig over for dem. Man er i virkeligheden kun optaget af sig selv: optaget af et "selv", som man på en måde slet ikke har, fordi man har gjort sig til ét med sine roller.

Det er Kierkegaards fortjeneste, at have rettet opmærksomheden mod selvoptagetheden som problem og at have fastholdt den som problem; og derfor er "sjælens ubodelige ensomhed" et hovedtema i hans tænkning. Men det betyder ikke, at han var af den opfattelse, at selvoptagetheden altid og udelukkende er den enkeltes problem - som angst, skyldfølelse, misundelse eller fortvivlelse. Den var for ham også et samfundsproblem; og som sådant har det unægteligt meldt sig i hans eftertid Han fandt, at et menneskes udadvendthed som oftest bare dækker over rastløshed.

At leve sådan - uden at turde gøre sig det klart - kaldte han "Aandløshed". Åndløshedens selvoptagethed er karakteristisk ved en udadvendthed, som består af staffage og rollespil. Og ikke mindst fordi denne udadvendte selvoptagethed er et så dominerende træk hos moderne mennesker som os, og fordi den kun sjældent anfægtes, men tværtimod er alment accepteret, er Kierkegaard rigeligt umagen værd at beskæftige sig med.

Og så vil jeg da gerne med disse linier indbyde alle til fire Kierkegaard-aftener i den kommende vinter. I løbet af disse aftener vil jeg forsøge at formidle et indtryk af de væsentligste sider ved hans liv samt de væsentligste sider i hans forfatterskab; og forhåbentlig vil så alle disse aftener - efter kaffedrikning - munde ud i en lærerig og fornøjelig diskussion. Deltagelse er gratis. Ingen særlige forhåndskundskaber er nødvendige. De første to af disse fire aftener om Søren Kierkegaard finder sted i sognegården henholdsvis d.7. oktober og d. 25 november, begge med start kl. 19. 30, mens de to sidste aftener vil finde sted i begyndelsen af det nye år.

Venlig hilsen, og vel mødt, Malthe Madsen