Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 15 - nr.5 - September 2003


Stor, stor cirkus

Anmeldelse af Lone Strøm, redaktionen

BBC - Nej, det var ikke den engelske tv-kanal, men Beder BørneCirkus, der havde slået telt op i skoleparken i Beder i maj. Det var en utrolig stor oplevelse, som varmt kan anbefales, når BBC er klar igen til næste år.

Fra en skyfri himmel strålede solen om kap med alle de glade og forventningsfulde børn, og teltet blev hurtigt fyldt op. Et fire mand stort orkester spillede op - alle med stråhat og overskæg. Cirkusdirektøren alias Uffe Dittmer bød velkommen til først fem dygtige linedansere, der iført fine strutskørter balancerede på en line højt over jorden, imens de udførte forskellige numre - uden sikkerhedsnet. Derpå kom tre friske børn ind på stylter, og de kunne både gå i og udenfor ringe på størrelse med stegetallerkner, og minsandten om ikke også de kunne få tallerkener til at balancere på en pind, samtidig med at de snurrede rundt. Fra stylterne kom vi ned på jorden igen, til det, der hører ethvert cirkus til - klovnerne. Tre klovner drillede hinanden med bier og honning til stor morskab for publikum. Herefter kom der fart over feltet, tre cyklister cyklede rundt på store og små ethjulede cykler - og det kan være svært at holde balancen.

Så var det klovnetid igen - denne gang var vi på restaurant, og igen blev lattermusklerne motioneret godt og grundigt. Ovenpå grineriet kunne der slappes lidt af, mens fem børn balancerede flot rundt på nogle store bolde. Den ene kunne endda hoppe fra den ene bold til den anden bold.

Efter pausen indtog to fantastiske og meget dygtige akrobater manegen. Efter akrobaterne kunne man se, at klovner skal man ikke stole på. Man skal i hvert fald kigge sig godt for, inden man sætter sig på en stol, når der er klovner fra Beder BørneCirkus i nærheden, ellers risikerer man, at stolen forsvinder, mens man sætter sig. Da klovnerne var kommet op at stå igen, overtog et par dygtige "rullepiger" manegen. På ikke kun én men flere etager af brædder rullede de fra side til side uden at stakken væltede, eller de faldt ned.

Det ene fantastiske nummer afløste det andet. Nu var det seks utrolige slangemennesker, der på forunderlige vis slog knuder på sig selv og kravlede igennem tøndebånd. Til sidst et flot og farverigt jonglørnummer. De kulørte tørklæder blev kastet og grebet, alt imens pigerne snurrede rundt eller skiftede plads.

En dejlig forestilling var slut. Cirkusdirektøren takkede for denne gang, imens alle artisterne kom ind i manegen og lavede en kæmpepyramide, og publikum klappede begejstret. En imponerende forestilling med et par små kiks her og der, som kun understregede, at det var den ægte vare. Cirkusdirektøren lovede, at Beder BørneCirkus kommer igen til næste år og det er vi helt sikkert mange, som glæder os til.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 19.9.2003

Fællesrådet Fællesbladet