Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 15 - nr.5 - September 2003


Biblioteket

Beder-Malling Bibliotek

Nyt fra biblioteket

Af Lene Sepstrup, bibliotekar

Praktiske bemærkninger

I sommerlukkeperioden gav det problemer for nogen, at de fornyede deres lån via internettet og dermed fik en afleveringsdato en dag, biblioteket var lukket. Det sker, fordi "nettet" ikke relaterer lånet til en bestemt afdeling i modsætning til de materialer, man låner i Beder i selvbetjeningsautomaten. Det kan desværre ikke forhindres, og hvis man vil undgå bøde, må man aflevere sine materialer i en af de afdelinger, der holder åbent.

Husk at melde evt. ændring af e-mailadresse!

Udstillinger

Miniaturebøger i oktober.

Grete Lauridsen fra Viby har en helt speciel hobby. Hun laver mini-bøger, som ned i mindste detalje ligner originalen. De præsenteres og opstilles i forskellige sammenhænge. Det kan ikke forklares. Det skal ses!

Portrætfotos i november.

Niels Moos fra Beder fortæller, at miraklernes tid ikke er forbi. Han blev for 3 år siden opereret for grå stær og genvandt derved ungdommens falkesyn. Herved kunne han som pensionist genoptage en gammel hobby, fotografiet. Han laver især portrætter og benytter fotostudiet i Huset i Århus, der giver adgang til professionelt belysningsudstyr. Den største udfordring, siger han, ligger i at forsøge at fastholde et flygtigt minespil, et øjekast, et ansigt i bevægelse - mere end at fotografere et bøgetræ, der jo sikket også står i skoven i morgen. Også derfor laver han mest sort/hvide billeder.

For børn

“I Harry Potters fodspor” lyder den forjættende titel på et arrangement i efterårsferien for børn fra 5 år og op. Det er et trylleshow, som løber af stabelen onsdag d.15. oktober om formiddagen. Billetter vil blive udleveret fra 1 uge før forestillingen.

“Spil dansk” er et landsdækkende arrangement, som afvikles d. 30. oktober. På biblioteket har vi fået den i Beder verdensberømte guitarist Heino til at komme og spille og synge med de mindste. Billetter vil blive udleveret fra 1 uge før forestillingen.

Internetintroduktioner

I efteråret bliver der 2 internetintroduktioner:
Tirsdag d. 11. november kl. 12.30
Onsdag d. 12. november kl. 17.00.
Det varer 1 time, og der skal bestilles plads i forvejen.

Glemte sager

Efter grundlovsfesten i Egelund blev der fundet et par briller og et sæt regntøj i en plasticpose på festpladsen. De kan afhentes på biblioteket.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 19.9.2003

Fællesrådet Fællesbladet