Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 15 - nr.5 - September 2003


Vellykket Gedemarked i nye omgivelser

Af Biografmand Per

Gedemarked

Som knægt gjorde jeg min gamle far stor bekymring ved at være for pivset til at blive spejder. Jeg havde rigeligt med mine mere asociale hobbies, jernbaner og film.

Min far slæbte mig tålmodigt med til det årlige kæmpetræf (jamboree?) i Hørhaven, men lige meget hjalp det. Det havde ingen interesse, selvom jeg nok havde haft særdeles godt af det.

Som voksen bliver det også kun til et enkelt årligt møde med spejderlivet - nemlig spejdernes Gedemarked, som jeg til gengæld med fornøjelse følger. -I år med særlig glæde, fordi den "omplantning", jeg ellers har hørt mange voksne med tilknytning til Gedemarkedet omtale med en vis bæven, gjorde Gedemarkedet ekstra stort og spændende denne gang: Jeg hentyder naturligvis til flytningen fra den mangeårige placering ved Malling Skole til spejdernes rette omgivelser i Egelund. Nok bor vi i et grønt område, men Egelund er nu engang specielt grøn, og her kunne man virkelig se, at Gedemarkedet og dets flittige arrangører trivedes. Under behørigt hensyn til naturen var hele området nænsomt fyldt op med boder og aktiviteter, så man kunne slå en hel dag ihjel. Og når så ovenikøbet vejrguderne viste sig fra deres allermest medgørlige side. Det må have krævet enorme forberedelser at gøre årets gedemarked så omfattende - og alt klappede bare så flot, -i hvert fald den halve dag, jeg kunne afsætte til at tulle rundt og se på. Fristende var tilbuddet om en tur i luftgyngen, men havde jeg været en så stor vovehals, havde jeg jo nok også været spejder i mine unge dage. Til gengæld er vel ingen i tvivl, hvis jeg spørger, hvem I tror, der på det nærmeste foråd sig i lækkert vildsvin og ditto æbleskiver. Det var en søndagsmiddag, der ville noget, omend æbleskiverne var på vej ned i skødet, hver gang nogen havde held med sig i "det muntre køkken" lidt derfra. At bruge store, solide tekrus som skyts i denne leg var nyt for mig, men effekten imponerende. Og at rocke med i takt til den flotte musiceren på friluftscenen ved den gamle smedie var et af dagens højdepunkter.

Det er ikke så tit, jeg har tid til at opsøge underholdning udenfor egen matrikel, men Gedemarkedet besøger jeg hvert år, og i år altså med forøget glæde. Tak til de mange ildsjæle, der står bag, for en herlig eftermiddag. Måtte jeres nye tilholdssted skaffe jer mange nye venner, som vil bruge de skønne omgivelser med respekt.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 19.9.2003

Fællesrådet Fællesbladet