![]() |
Lokal Hukommelse: Fællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup Fritids- og ungdomsklubber
Malling UngdomsklubSommertur med MUK 2003Af Ida Bang Madsen ![]() Alle er mødt op ved Malling Ungdomsklub, klokken er 20.30 søndag, og der er spænding i luften! Bussen ankommer, der bliver sagt farvel og ønsket god tur af de fremmødte forældre og søskende og der bliver sat kurs mod Hirtshals. Det er en hyggelig bustur, og alle er i godt humør, forberedt på en god uge nordpå! Da vi ankommer til Hirtshals, bliver bagagen kørt ombord på færgen, og inden længe går de 19 muntre mennesker også ombord. Efter 2,5 time på den konstant larmende færge, er de fleste godt trætte, så der bliver sovet lidt i bussen. Turen fra Kristiansand til Byglandsfjord tager cirka en time, så omkring 05:15 er vi ved campingpladsen, hvor vi bliver indkvarteret i hytter og så godnat. Næste morgen, eller rettere sagt senere samme dag, bliver der serveret morgenmad/frokost ved drengenes hytte, vi får fastlagt et par enkelte regler, og så kan vi ellers gøre stort set, hvad vi har lyst til resten af dagen. Op til flere vælger, at vandre i det lille bjerg ved siden af campingpladsen, og andre bliver i hytterne og slapper af. Senere bliver aftensmaden serveret, og vi kan snart drømme videre i vores soveposer! ![]() Ved næste dags "morgenbuffet" kommer nyheden om, at der står RAPELLING på dagens program, så først på formiddagen kører vi mod (endnu) et norsk fjeld! Her møder vi guiden Charles, som fortæller os om sikkerhed og de bjergvægge, vi skal rapelle på. Vi går derefter igennem en hyggelig skov og ankommer til en ca. 11 meter høj væg, hvor vi skal øve og hjælpe hinanden med at klatre op. Efter et par øvelser og en primitiv frokost går vi videre mod den ca. 23 meter høje rapelle-væg. Her bliver vi én efter én sendt ned ad væggen, og da alle har prøvet, kører vi hjem til aftensmad på campingpladsen. Det har indtil videre været en kanon tur, og alle glæder sig til morgendagens River Rafting…. ![]() Næste eftermiddag møder vi igen op ved campingpladsens reception og venter på minibussen. Vi bliver kørt til et rafting-center, hvor vi bliver delt op i to grupper og derefter hopper i det kække rafting-outfit. Før vi må sejle ud på den farlige flod, skal vi allerførst øve lidt sejleri, igennem en lille svømmetest og guiden fortæller os om sikkerhed! Så er det ellers af sted ud på det farlige vand i den store rafter. Begge hold får to ture hver, og på de i alt 4 ture er der kun to, der falder i vandet! De fleste er vist enige om, at riverrafting har været det fedeste på turen indtil videre. Det var virkelig et kick! Næste dag har vi igen en "fridag", som benyttes til fiskeri, afslapning og alt hvad der hører med. Senere på dagen, da himlen bliver lidt mørkere, møder vi igen op ved receptionen, for nu skal M.U.K nemlig på elgsafari! Vi kører igen rundt i minibussen, og i starten ser vi mest på træer, som en sød lille ukendt bæver har bidt over og en enkelt ørnerede (det kan diskuteres, hvor spændende det var), men kort tid efter kommer elgene! Vi kører i de smukke landskaber i cirka halvanden time, og ser i alt 17 elge. Vi kommer sent tilbage til vores hytter og går straks i seng. Vi står tidligt op næste morgen, for der skal gøres rent i hytterne før vi får morgenmad. Efter morgenmaden, står den på go-cart-ræs. Vi bliver kørt derud, delt op i drenge og piger og får to ture á 10 min. hver. Et par stykker kører ikke, men står i stedet for klar med kameraer og fotograferer vennerne på banen. Vi kører hjem til frokost og afslapning, og inden vi skal sove, skal der gøres rent igen. Vi bliver vækket lørdag morgen. Meget tidligt, efter få timers søvn. De sidste ting bliver pakket ned, vi gør rent en sidste gang, siger farvel til campingpladsen og kører til Kristiansand. Ca. 7 timer efter vi forlod campingpladsen, ankommer vi til Malling Ungdomsklub, godt trætte. Nogen beskriver turen som den bedste uge i deres liv, andre bare hyggelig og sjov, men ingen er vist i tvivl om, at det var en KANON FED TUR og tusind tak for det M.U.K! | ||||
|
© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 22.9.2003 |