Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 15 - nummer 5 - September 2003


Malling Skole

For 4. år i træk har Malling Skoles 8. klasser besøg fra Holland. Det sker i uge 40, hvor elever fra 2 skoler fra henholdsvis Wijk og Zeist i Ütrecktområdet bliver indkvarteret i private hjem. Skolens 8. klasseelever skal vise deres gæster rundt i Mallingområdet. Der bliver aktivitetsfyldt aften på skolen med fælles madlavning, internetcafe, musikudøvelse, boldspil el.l.

Sidste års besøg på Malling Skole

Det internationale samarbejde er højt prioriteret af Århus Kommunale Skolevæsen, og på Malling Skole har vi udvekslingslejskoler på 8. klassetrin.

Forældres opbakning nødvendig

Udvekslingslejrskoler har den særlige dimension, at elevernes hjem og dermed forældrene bliver inddraget. Derfor er Malling Skole helt afhængig af den opbakning, forældre giver til denne særlige form for de unges lærings- og dannelsesproces. De fleste hjem har haft meget positive oplevelser, men det er ikke altid problemfrit at skulle have et ungt menneske fra et andet land boende en lille uges tid, og det er ikke altid lige let for de unge mennesker at tænke sig selv som henholdsvis værter og gæster.

Årsager til ny samarbejdspartnere

De umiddelbare forventninger til et udvekslingsforløb kan være forskellige, og hvis de ikke er tilstrækkeligt afklarede mellem vært og gæst på forhånd, er samarbejdet nogle gange gået mindre godt. Malling Skoles første samarbejdsskole fra Weisp nær Amsterdam havde svært ved at afstemme deres elevers forventningerne tidligt nok med vore elevers. De deltagende klasser fra Weisp blev først sammensat 1. september, når det var kendt, hvilke elever der havde bestået nødvendige eksaminer. Derfor virkede klasserne ret nydannede, og en del af de hollandske elever var mere optagede af at lære hinanden at kende end af at lære deres danske værter at kende. De hollandske elever var også gennemgående lidt ældre end vore, og de var gennemgående også kulturelt set mere storbyorienterede.

Internationalt orienterede klasser

Derfor vurderede vi på Malling Skole, at vi ville prøve at finde samarbejdsskoler, hvor eleverne tidligere og grundigere kan spores ind på samarbejdet med os i Malling. Det håber vi, er lykkedes nu, hvor vi udveksler med 2 forskellige skoler, der hører til samme skolesystem. Wijk og Zeist er mindre byer, og en af vore klasser udvekslede allerede sidste år med en klasse fra Wijk, og det gik ualmindeligt godt på alle måder. Derfor har vi store forventninger til samarbejdet med disse skoler fremover. Deres elever er gennemgående lidt yngre end vores. Til gengæld går de i særligt internationalt orienterede sprogklasser, hvor meget af undervisningen foregår på engelsk.

Det faglige og personlige udbytte

Det er helt tydeligt, at vore elever får et stort sprogligt udbytte af udvekslingsprojektet. Deres kommunikation på engelsk bliver mere frigjort og flydende. Der samarbejdes mellem udvekslingsbesøgene om udvalgte emner med relation til de unges hverdag. Det giver både de hollandske og de danske elever et sammenligningsgrundlag i forbindelse med en vurdering af de unges vilkår i forskellige lande i Europa. Både ligheder og forskelle er slående og giver anledning til mange udbytterige refleksioner. Al kommunikation foregår på engelsk og via internettet. Derfor får eleverne også erfaring med IT-kommunikation på tværs af landegrænser. Udvekslingssamarbejdet giver også ny muligheder i fag som geografi, historie og samfundsfag, fordi der er en masse stof, der naturligt kan inddrages i forberedelserne og efterbehandlingen af udvekslingsbesøgene.

Genbesøg i Holland i maj

De unge mennesker lærer noget om at være dansk sammenlignet med andre kulturer i Europa, og de lærer noget personligt om sig selv gennem deres roller som henholdsvis værter og gæster.

I foråret 2004 i uge 20 er der genbesøg, hvor Malling Skoles elever på 8. årgang bliver indkvarteret i private hjem i Holland.


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 18.9.2003

Fællesrådet Fællesbladet