Fællesbladet

Lokal HukommelseFællesbladet for Beder-Malling-Ajstrup
Årgang 15 - nummer 5 - September 2003


Kirkeblad for Malling Pastorat - Kirke & Sogn Lammet ved korset

Tro på Gud, ja, hvad ellers?

Hvad mener vi, når vi siger, at vi tror på Gud? Det spørgsmål har unægtelig fået en vis relevans, efter at en sognepræst på Sjælland har skrevet en bog og fremsat udtalelser i medierne, som har givet anledning til at tro, at han ikke tror på Gud. Som jeres sognepræst vil jeg derfor gerne give mit eget svar på spørgsmålet om, hvad det vil sige at tro på Gud i kristen forstand:

Det første, som skal siges, er selvfølgelig, at al vor erkendelse, forståelse og begribelse af tilværelsen hviler på tro. Sådan er det nu engang, både fordi der, også dér, hvor vi er bedst underrettet, er uendelig meget, som vi er nødt til at tage på andres autoritet, eller som hviler på vurdering, skøn og formodning, og også fordi vi er nødt til at gå ud fra, at vore egne sanser og vor iagttagelsesevne samt eftertankens mulighed for at skabe sammenhæng mellem vore iagttagelser virkelig forholder sig til virkeligheden og kan give et sandt billede af den. Det véd vi jo strengt taget intet om, det kan der ikke føres bevis for. Ikke blot erkender vi "stykkevis", som Paulus siger; men også dér, hvor vi virkelig forstår det, vi erkender, er vi nødt til at "tro", at vor egen erkendelse svarer til virkeligheden, sådan som vi møder den i sansning og refleksion. Den virkelighed, vi oplever, er aldrig selve virkeligheden, men virkeligheden, som den præsenterer sig for os; og vi er nu engang nødt til at tro på, at der er en overensstemmelse imellem disse to former for virkelighed.

Og dog har selvsagt illusionsproblemet tro/viden ingen interesse, når det gælder en opklaring af, hvad "tro" er i kristen forstand. Nej, så måtte man nok snarere her sige, at ethvert forhold mellem mennesker forudsætter tro. Det er simpelthen troen, der skaber forholdet; og jo nærmere det er eller bliver, des mere er troen - forstået som tillid og trofasthed - nødvendig. Mange slags forbindelser til andre mennesker kan selvfølgelig håndteres med mindre, eksempelvis med, at vi siger, hvad vi mener, og mener, hvad vi siger, med ærlighed, kort sagt, eller bare med respekt for aftaler; men et virkeligt forhold mellem mennesker kræver først og sidst tro.

Det er imidlertid heller ikke derom, det kristne budskab taler. Det siger derimod, at troen på Gud ikke er en mulighed blandt så mange andre, noget, der frit kan vælges, under fravalg af andet, men at den er vor eneste mulighed. Ikke fordi vi har en stykkevis og dermed trosbetinget erkendelse, eller fordi vort forhold til andre mennesker må bygges på tro, men fordi vi på vejen gennem livet uundgåeligt konfronteres med tvivl, frygt og sorg. En tvivl, som på ingen måde er den, vi kan kokettere med i vor egen formening om, at vi er så fantastisk begavede, at vi ikke kan få tro og viden til at stemme overens, men den, hvori vi - med rette - ! Fortvivler over os selv. Og en frygt, der på ingen måde er den, hvori vi er bange for at dø, men langt snarere den, hvori vi er bange for at leve. Og endelig en sorg der på ingen måde er den, hvori vi på vore bekymringers vinger er et godt stykke forud for os selv, i fuld gang med at tage forskud på morgendagens plage, men den, som kommer, når vi rammes, så det virkelig gør ondt. Og om vi så ellers vil indrømme, at tvivl, frygt og sorg, forstået som her, hører med til vort livs vilkår, så véd vi også, at vi er i klemme, og at troen på Gud er vor eneste mulighed, hvilket vil sige: troen på det ord, der altid møder os i to skikkelser samtidigt, dels som en befaling om at glemme os selv i glæde over livet, og dels som et tilsagn om, at uanset, hvor dårligt andre synes, at dette er lykkedes for os, og uanset, hvor dårligt vi selv synes, at det er lykkedes, så har vi stadig hans "yndest og gode vilje" at trække på.

Malthe Madsen


© Kommentarer om indhold til Webeditor, Opdateret d. 22.9.2003

Fællesrådet Fællesbladet